Vinter-OL

- Jeg prøvede at være som Christian Eriksen, siger norsk guldvinder

Norge leverede et mirakuløst comeback indledt af stjernen Johannes Thingnes Bø. Selv sammenlignede han sin præstation med Christian Eriksen.

Skiskydning og fodboldspilleren Christian Eriksen har ikke umiddelbart særlig meget tilfælles.

Alligevel kom danskerens navn på tale, efter Norge tirsdag havde leveret et mirakuløst comeback og vundet OL-guld på herrernes stafet.

Jeg prøvede at være lidt som Christian Eriksen og levere en god assist til Vetle

Johannes Thingnes Bø

Halvvejs i løbet lå nordmændene næsten to minutter efter Ruslands Olympiske Komité i front, men så blev stjernen Johannes Thingnes Bø sendt på banen - eller sneen, om man vil.

I løbet af sin omgang fik han kørt Norge tilbage i medaljekampen, ligesom forspringet til russerne blev barberet ned til 43 sekunder, inden Vetle Sjåstad Christiansen gik ud på sidste tur.

- Når du er i højderne, skal du normalt åbne lidt roligt for at have en god afslutning, men det var der ikke tid til, så jeg måtte bare fyre den af fra start.

- Jeg prøvede at være lidt som Christian Eriksen og levere en god assist til Vetle, så han kunne putte bolden i mål til sidst, siger Johannes Thingnes Bø til TV 2 SPORT med henvisning til den danske kreatør og hans evner på en fodboldbane.

"Vetle var iskold"

Vetle Sjåstad Christiansen havde dog aldrig fået muligheden for at putte bolden i mål til en guldmedalje, hvis ikke Ruslands Olympiske Komité var kollapset helt i front.

På vej ind til sidste skydning havde russiske Eduard Latypov 59 sekunder ned til Norge, Frankrig og Tyskland, men så missede Latypov sine første fire skud og endte med to strafrunder.

- Jeg ser, Latypov slider lidt med det og bruger tid på første skud, som han misser. Der vidste jeg, hvilken situation du kan havne i, for det går i hovedet på dig. Og så går det også igennem kroppen og ned til benene, og så bliver det vanskeligt.

Et vanvittigt russisk kollaps til allersidst åbnede muligheden for konkurrenterne, og så slog Norge til efter at have været sat langt efter. Video: TV 2 Sport

- Så kommer der tre andre nationer ind, der tænker, de har alt at vinde, og russerne har alt at tabe. Heldigvis var det Vetle, som var iskold på sidste skydning, tilføjer den norske stjerne, der også erkender, at han troede, der var nul procent chance for norsk guld inden den afgørende skydning.

Ingen nordmænd troede på OL-guld

Samme tanker var i hovedet på norske Sjåstad Christiansen, allerede da han startede sin tur.

- Jeg havde fokus på at sikre en medalje, for vi var tre, der lå tæt, og der var kun to medaljer tilbage at kæmpe om. Vi tænkte jo, at Latypov havde fuld kontrol. Men så ser vi, da vi kommer ind til sidste skydning, at han har misset fire af de første fem skud.

- Jeg havde en utrolig god følelse. Skuldrene sad langt nede. Jeg var helt i min egen verden fra første runde. Det er helt vildt, og det er ekstra fedt at vinde som hold, når man gør det sammen. Det er meget rørende, siger nordmanden.

Onsdag morgen får Norge muligheden for at vinde endnu en stafetmedalje, når kvinderne skal ud på fire gange seks kilometer. Du kan se løbet på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 8.45.