Vinter-OL

Domstol gav særlig tilladelse til 15-årig – nu anklages de for fejl

Det Internationale Antidopingagentur går nu i rette med CAS, der har givet 15-årige Kamilia Valieva tilladelse til at fortsætte deltagelse ved OL.

Det Internationale Antidopingagentur (WADA) hævder, at Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har begået fejl i hastebehandlingen af skøjteløberen Kamilia Valievas sag ved vinter-OL i Beijing.

Det skriver Reuters.

CAS gav den 15-årige russer lov til at fortsætte sin deltagelse ved OL, da hun er under 16 – en "beskyttet person" ifølge WADA's reglementet – og derfor ikke kan drages til ansvar for sine egne handlinger.

WADA skriver nu i en meddelelse, at betegnelsen for at være en "beskyttet person" ikke gælder en midlertidig suspenderet.

- Ved at give den tilladelse har CAS-panelet omskrevet kodeks, så det nu siger, at midlertidige suspenderinger for ”beskyttede personer” nu skal betragtes som valgfrie midlertidige suspenderinger, skriver WADA ifølge Reuters.

- Det er ikke det, som kodeks siger, og det er ikke det, der er intentionen med det kodeks, og det har aldrig været foreslået af nogen fra WADA's interessenter i tre omgange med høringer.

- Ved at omskrive kodeks, der tilsyneladende tillader ”beskyttede personer” at fortsætte med at konkurrere efter at være testet positiv for ikkespecificerede stoffer uden nogen klarhed over omstændighederne, er det en risiko at underminere sportens integritet for sportslig konkurrence og atleternes tillid til, at der bliver konkurreret på lige vilkår, siger WADA.

Den russiske kunstskøjteløber var tirsdag tilbage på isen, efter det kom frem, at hun havde afleveret en positiv dopingprøve. Video: TV 2 Sport

Har vundet flere medaljer

Valieva forsvarede sig med, at den positive test formentlig skyldtes, at hun ved en fejl havde indtaget sin bedstefars hjertemedicin – indeholdende det forbudte stof trimetazidine.

CAS offentliggjorde torsdag aften sagskomplekset på 41 sider, og det har efterfølgende fået WADA til at reagere.

Kamila Valieva vandt i sidste uge guld i holdkonkurrencen, og dagen efter kom det frem, at russeren i december havde afleveret en positiv dopingprøve.

Efter flere dages uvished fik Valieva lov til at konkurrere videre, og hun endte senere på en fjerdeplads i den individuelle konkurrence.

Der er endnu ikke taget stilling til, om Valievas resultater i Beijing får lov til at stå ved magt.