Vinter-OL

Norsk atlet forundrer ved målstregen

Hans Christer Holund kæmpede ikke for den bedst mulige placering i fællesstart. Han vinkede i stedet til tilskuerne.

Det så besynderligt ud, da Hans Christer Holund lørdag nærmede sig målstregen med to konkurrenter.

Nordmanden vinkede lystigt ud mod tilskuerne, og derfor endte han på en skuffende 13.-plads i den forkortede 50 kilometer fællesstart i langrend.

- Holund kører og vinker til publikum. Hvorfor gør han det? Har han bestemt sig for at stoppe eller hvad, spekulerede NRK-kommentator Jann Post.

Og det gæt var ikke meget galt, skulle det vise sig.

Det fortalte 32-årige Hans Christer Holund, der i 2018 vandt OL-bronze på 30 kilometer og i år var med til at vinde sølv i 10 kilometer stafet, efter han kom i mål.

- Det var ren høflighed. Jeg takkede, for det er helt klart mit sidste OL, siger han til NRK ifølge Nettavisen.

Under lørdagens konkurrence var Hans Chister Holund flere gange uheldig, og blandt andet knækkede den ene stav.

- Det er lidt vemodigt, at det ender med sådan et resultat. Men jeg har gjort, hvad jeg kunne. Jeg kommer nok til at satse næste år, men det var mit sidste OL, siger Holund, der er tidligere verdensmester på både 15 og 50 kilometer.