Svensker knust – mistede sikker medalje 300 meter fra mål
Få hundrede meter før mål satte Ebba Andersson bronzemedaljen over styr og må dermed rejse fra Kina uden en individuel medalje.
Længe så det ud til, at Sverige skulle slutte OL med endnu en medalje.
Forspringet til de nærmeste rivaler var så stort, at det nærmest ikke kunne gå galt. Men det gjorde det. På få kilometer formøblede Ebba Andersson et forspring på 40 sekunder og smed det, der lignede en sikker bronzemedalje.
For da de kom ind på stadion, og der manglede cirka 300 meter, gik forfølgerne forbi. Én efter én.
- Jeg så ikke, at de kom, før de hentede mig. Jeg gik med alt, hvad jeg havde på den sidste bakke, og jeg fik at vide, jeg havde 15 sekunder.
- Jeg var meget overrasket, da de pludselig havde hentet mig i bunden. Det føles meget uretfærdigt lige nu, siger en tårevædet Ebba Andersson ifølge Aftonbladet.
Svenskeren kom i mål som nummer otte.
"Jeg føler med Ebba"
Ebba Andersson tilføjer, at hun var forbavset over, at hun kunne blive hentet så hurtigt på de sidste meter. Det samme var SVT's langrendsekspert Mathias Fredriksson.
- Jeg troede, Ebba var på vej mod en sikker bronzemedalje. Hun så ud til at blive hentet tidligere i løbet, men fandt rytmen igen. Og så vendte alt til sidst. Jeg føler med Ebba, der virkelig havde et godt løb i 29 kilometer, siger langrendseksperten.
Den 24-årige svensker kan glæde sig over, at hun ikke rejser tomhændet hjem fra legene, da hun var med til at vinde bronze i kvindernes stafet.
Søndagens afsluttende konkurrence blev vundet af norske Therese Johaug, der vandt guld i de tre individuelle konkurrencer, hun stillede til start i.