Krigen i Ukraine

Ukrainsk skiskytte har overtaget tysk kollegas Instagram for at vise sandheden

Ukrainske Anastasija Merkushyna har fået mulighed for at komme i kontakt med tusindvis af russere gennem tyske Erik Lessers Instagram.

33-årige Erik Lesser har over 150.000 følgere sin Instagram-konto, som han normalt underholder med sjove og skæve indslag om livet som skiskytte.

Men for nogle dage siden fik han en idé, der siden har vendt udtrykket på den normalt så muntre Instagramprofil på hovedet.

For den tyske skiskytte kontaktede sin ukrainske kvindelige kollega Anastasija Merkushyna og gav hende en unik mulighed.

Hun skulle i direkte kontakt med Erik Lessers mange russiske følgere, da den tyske skiskytte frygtede, at de ikke fik et retvisende billede af invasionen af Ukraine hjemme i Rusland.

- Jeg tænkte, at jeg vil vise russerne sandheden og ikke kun, hvad de får fra russiske medier, siger Erik Lesser til NRK.

Ukrainer får lov at fortælle virkeligheden

Den unikke mulighed takkede Anastasija Merkushyna bestemt ikke nej til, og de seneste dage har hun postet flere opslag på tyskerens Instagram, der har været direkte rettet mod hans russiske følgere.

- Hej, mit navn er Anastasija Merkushyna, og jeg vil vise jer krigen igennem mine egne øjne, indleder den ukrainske skiskytte sit første opslag på kollegaens profil.

Herefter skriver hun, hvordan sandheden i sådan en krig kan være svær at finde rundt i, og derfor har hun fået sine venner til at tage nogle billeder af virkeligheden, som hun gerne vil dele.

Derfor har Ukraineren i flere efterfølgende opslag delt en række billeder, hvori den barske virkelighed tydeligt fremgår.

Det har skabt vældig meget aktivitet og interesse fra de russiske følgere af profilen, og det har både været på godt og ondt.

Ifølge TV 2 Norge havde Erik Lesser for omtrent en uge siden 30.000 russiske følgere, men efter Anastasija Merkushynas opslag er det tal blevet reduceret med 10.000.

Dog skal det siges, at det i kommentarsporerne på ukrainerens opslag er tydeligt, at mange russere både bliver oplyste og overraskede.

Det vælter nemlig med kommentarer fra russiske borgere, der takker Anastasija Merkushyna for at dele billeder af en virkelighed, de ikke kendte til.

Erik Lesser, hvis antal følgere de seneste dage generelt er steget, vælger at glæde sig over de russere, der er blevet. Ikke dem, der er smuttet fra profilen.

- Tak til alle mine russiske fans for stadig at være her. En tredjedel har sagt farvel, men I er her stadig. I er majoriteten, og I er den stille modstand. Gør jeres bedste for at blive hørt, skriver han selv i et opslag på Instagram.

Erik Lesser har - eller havde - exceptionelt mange russiske følgere på sin profil, da han tidligere har været centrum for en sag, hvor han hjalp den russiske skiskytte Eduard Latypov, der under pandemien var strandet i Tyskland.

Er taknemmelig udover alle grænser

I det, på nuværende tidspunkt, seneste opslag fra ukraineren på Erik Lessers Instagram udnytter Anastasija Merkushyna muligheden for at takke sin tyske kollega og hele skiskydningsfællesskabet.

- Jeg har ikke ord for, hvor taknemmelig jeg er. I disse dage føler jeg virkelig kærligheden fra hele miljøet. Erik har et stort hjerte, og jeg vil altid huske, hvor sød han er.

- Det var den hårdeste dag i mit liv at skulle indsamle alle de billeder fra mine venner. Men jeg kan ikke takke jer nok, skriver ukraineren blandt andet i opslaget, hvor der er vedlagt et billede af det Ukrainske flag.

En lang række sportsatleter og andre indflydelsesrige personer har de seneste dage reageret på Erik Lessers godhjertede tanke, og tyskeren bliver hyldet fra nært og fjernt.