Krigen i Ukraine

Skiskytte lagt for had, efter at han udlånte sin Instagram til ukrainsk kollega

Mange russere er stoppet med at følge Erik Lesser de seneste dage, men samtidigt er det samlede antal følgere af hans Instagram-konto steget kraftigt.

Trusler i massevis er tikket ind i den tyske skiskytte Erik Lessers indbakke.

De kommer fra russere og i kølvandet på hans udlån af sin Instagram-konto til den ukrainske skiskytte Anastasija Merkushyna, der de seneste dage har delt billeder og videoer fra det krigsramte Ukraine på tyskerens konto.

- Jeg har fået omkring 80 virkelig slemme og hadefulde beskeder. Nogle af dem var fyldt med fake news, andre kommentarer var virkelig hadske. Og så har jeg modtaget 200-300 andre negative beskeder, siger Erik Lesser til TV 2 SPORT.

Han kommer efterfølgende med eksempler på truslerne:

- For eksempel at hvis Rusland invaderer Tyskland, får jeg min dommedag. Jeg har også modtaget billeder af døde jøder i koncentrationslejre.

Det usædvanlige samarbejde mellem de to skiskytter kom i stand, da Lesser henvendte sig til Merkushyna, der befinder sig i Ukraine og ikke kommer til at deltage i sæsonens sidste to World Cup-stævner i henholdsvis Otepää i Estland og Oslo i Norge.

Erik Lesser frygtede, at hans mange russiske følgere ikke fik et retvisende billede af invasionen af Ukraine i Rusland.

- Jeg vidste bare, at jeg havde 30.000 russiske følgere og ville gøre noget. Kan jeg på nogen måde nå ud til russerne? Ja, det er muligt, siger han.

- Min bedstefar lærte mig altid at se tingene fra den positive side og forsøge at oplyse andre på en god måde. Det er den pointe, der fik mig til at gøre det.

Håber, at flere russere vil demonstrere

Anastasija Merkushyna lavede sit første opslag på Lessers Instagram-konto lørdag 5. marts, hvor hun blandt andet skrev:

- Jeg vil vise dig krigen set med mine øjne. Under informationskrige er det svært at finde sandheden, så jeg bad mine venner om at sende mig billeder taget af dem. De vil komme ud på denne konto.

Siden har ukraineren lavet en håndfuld opslag med billeder og videoer af ukrainere på flugt og ødelagte bygninger.

Erik Lesser håber, at han ved at lade Anastasija Merkushyna dele billeder og videoer fra det krigsramte Ukraine på sin konto kan nå nogle russere, der vil forstå, at Europa ikke ønsker denne krig.

- Når jeg ser nyhederne fra Rusland, er der demonstrationer i Moskva og Sankt Petersborg mod den her krig. Der er mange folk på gaderne. Jeg mener, at vi skal have flere russere til at demonstrere i byerne.

- Jeg ved, at de kan ryge i fængsel i op til 15 år, og det vil jeg ikke opleve selv, men hvis flere demonstrerer, bliver det sværere at smide folk i fængsel. Der kan ikke være plads til en million, siger den tyske skiskytte.

Tusindvis af nye følgere trods 'russer-flugt'

Efter Anastasija Merkushynas overtagelse af hans Instagram-konto er tusindvis af hans russiske følgere faldet fra, men på samme tid er det samlede antal følgere af hans konto steget eksplosivt.

Ifølge HypeAuditor har Erik Lesser fået flere end 50.000 nye følgere de seneste fire uger, så han i dag har over 160.000 følgere.

- I begyndelsen havde jeg 110.000 følgere. Næsten 30.000 af dem var russere. 10.000 russere har valgt at stoppe med at følge mig, men nu er jeg på 160.000, og der er stadig 16.000 russere, der følger mig, siger Erik Lesser, der er glad for, at ikke alle hans russiske følgere er faldet fra:

- Jeg kunne have mistet alle fra Rusland, men det gjorde jeg ikke. Så alle, som jeg når ud til igen, er nogen, som jeg kan oplyse.

Flere af Erik Lessers tilbageværende russiske følgere har takket Anastasija Merkushyna for at dele billeder og videoer af en virkelighed, de ikke kendte til.

- Mine handlinger bliver set i Europa, men de skal hellere blive set i Rusland, siger Erik Lesser.

Den 33-årige tysker, der stopper sin skiskydningskarriere efter denne sæson, fik mange russiske følgere, da han i januar og med to uger til vinter-OL i Beijing lånte den russiske skiskytte Eduard Latypov en cykel.

Latypov var testet positiv for covid-19 forud for World Cup-stævnet i tyske Oberhof og derfor tvunget i karantæne. For Lesser, der bor i Oberhof, var det kun naturligt at hjælpe.

- Det er bare en lille gestus og en mulighed for at handle sammen på et international niveau, lød det fra Erik Lesser ifølge Olympics.com.