Skisport

Danmarks eneste PL-atlet får omsider grønt lys

De kinesiske myndigheder har godkendt, at Danmarks eneste atlet ved de paralympiske lege kan rejse til Kina.

Adam Nybo, der er Danmarks eneste deltager ved de paralympiske lege i Beijing, har omsider fået grønt lys til at rejse fra Danmark til Kina.

De kinesiske myndigheder har torsdag godkendt Adam Nybos afrejse, og flybilletten er også bestilt.

Den danske skiløber har fået en flybillet på plads med afgang torsdag klokken 17.50. Efter en mellemlanding i tyrkiske Istanbul lander Adam Nybo fredag morgen dansk tid i Beijing.

- Det er en utrolig lettelse for mig, at det endelig er på plads. Usikkerheden har været hård og stressende.

- Det bliver rigtig dejligt at komme afsted, og når jeg først sidder i flyet, vil jeg lægge det hele bag mig, siger Adam Nybo.

Det stod allerede inden afrejsen klart, at Adam Nybo ville misse sin første konkurrence, som var torsdagens storslalom.

Slalomkonkurrencen, som afvikles søndag morgen dansk tid, skulle Adam Nybo være klar til.

Det kræver dog, at han bliver testet negativ for corona ved ankomsten til Kina.

Adam Nybo blev i slutningen af februar ramt af corona, og det har forsinket hans rejse mod legene.

- Det vigtigste er, at jeg føler mig klar

Fire dage i træk er han testet negativ i Danmark, og håbet var, at han allerede kunne rejse mod Kina onsdag, men det blev ikke til noget.

Det grønne lys fra Beijing er først kommet torsdag, og derfor er hele processen blevet forsinket.

- Sportsligt håber jeg ikke, det får den helt store indflydelse. Jeg er i rigtig god form og har forberedt mig mentalt på at skulle til vinter-PL i lang tid.

- Selvfølgelig ville jeg gerne have haft mulighed for at køre flere gange på pisten, inden jeg skal i konkurrence, men det vigtigste er, at jeg føler mig klar, siger Adam Nybo.

De paralympiske lege begyndte fredag i sidste uge og varer til på søndag.