Dansker diskvalificeret ved para-OL

Adam Nybo lå nummer 24 efter første gennemløb i slalom, men han missede en port under andet gennemløb.

De paralympiske lege i Beijing har været en uforløst oplevelse for Danmarks eneste deltager, sitskiløberen Adam Nybo.

Efter at være ankommet sent til Kina og have misset storslalomkonkurrencen på grund af coronasmitte var Adam Nybo i aktion søndag i slalomkonkurrencen, men også det endte anderledes end planlagt.

Danskeren lå nummer 24 efter første gennemløb, men han blev diskvalificeret efter andet gennemløb.

Det skyldes, at østjyden missede en port undervejs.

Han fortsatte dog, som var intet hændt. Da han kom i mål, var han fortsat ikke diskvalificeret og stod i stedet noteret for den bedste tid. Efterfølgende blev den 21-årige dansker diskvalificeret.

- Lige da jeg kom forbi porten, kunne jeg mærke, at der var et eller andet, der var underligt. Men jeg kunne ikke lige regne ud, hvad det var, siger Adam Nybo til DR om hændelsen.

Vil være med igen om fire år

Han fortæller også, at han regner med at deltage ved para-OL igen om fire år.

Nordmanden Jesper Saltvik Pedersen vandt konkurrencen med stor margin og har det i hele taget haft et fantastisk para-OL på pisterne nær Beijing. Han triumferede også i sitskiløbernes super-G, i superkombineret og i storslalom, mens han måtte nøjes med sølv i styrtløb.

I sitski sidder udøverne i et sæde, hvorpå en ski er monteret. Når de drøner ned ad pisten, kan de navigere med to mindre ski, der er monteret på anordninger, som holdes med hænderne.