Skisport

Derfor kopierede han Haalands jubelscene

Halvor Egner Granerud lavede en kopi af Erlings Haaland velkendte jubelscene som en hyldest.

Først hoppede han bedst – og derefter hoppede han op på det øverste podietrin.

Norske Halvor Egner Granerud stjal rampelyset i den traditionsrige afdeling i Firebakketurneringen, da han vandt i Garmisch-Partenkirchen på årets første dag.

Dem, der ikke ville hylde Haaland ved ikke, hvad fodbold er

Halvor Egner Granerud

Og han fejrede det med at hapse en jubelscene fra en landsmand.

Efter sejren var sikret, satte han sig i en lotusposition, som vi har set fodboldstjernen Erling Braut Haaland gøre det flere gange for Manchester City, Borussia Dortmund, RB Salzburg og Molde.

Granerud havde egentlig tænkt sig at lave fejringen for to år siden, da Haaland storspillede i Tyskland. Men så satte polske Dawid Kubacki i stedet rekord og vandt. Men nu blev det altså 26-årige nordmands tur.

- Det er fantastisk – og samtidig er det godt at få revanche mod Kubacki. Det samme med jubelscenen. Det var en god følelse, siger han ifølge NRK.

Er Arsenal-fan inderst inde

Ifølge NRK er skihopperen Arsenal-fan, og han skulle også være begyndt at stikke tungen frem, når han hopper – ligesom hans store idol Jack Wilshere gjorde det, da han spillede for London-klubben.

Men Haaland er han også stor fan af.

- Dem, der ikke ville hylde Haaland ved ikke, hvad fodbold er, siger Granerud til NRK.

Sejrene bringer Granerud solidt i spidsen for den samlede konkurrence, som ikke er blevet vundet af en nordmand siden 2006/07, da Anders Jacobsen sejrede.

Granerud fører med 26,8 point ned til Kubacki, der er nærmeste konkurrent. Piotr Zyla fra Polen er 40,1 point efter på tredjepladsen. De sidste afdelinger af Firebakketurneringen afvikles 4. og 6. januar i de østrigske byer Innsbruck og Bischofshofen.