Lavede sjov i TV 2-konkurrence: - Den holder ikke

Ukaleq Slettemark kunne ikke holde grinet tilbage, da hun blev spurgt ind til sin deltagelse i TV 2 SPORTs skiskydningskonkurrence.

Hvor eftertragtet kan et specialfremstillet kaffekrus være?

Meget, tilsyneladende.

Flere end 900 af TV 2 SPORTs trofaste skiskydningsfans havde deltaget i en konkurrence, hvor præmien til vinderen var et kaffekrus. Det eneste, de skulle gøre, var at gætte den placering, som grønlandske Ukaleq Slettemark ville få i fredagens sprint til VM i Oberhof.

Faktisk var kaffekruset så eftertragtet, at Slettemark selv deltog.

Blandt de mange kommentarer til opslaget på Facebook-siden TV 2 Ski kunne man pludselig se, at det 21-årige talent selv havde gættet på, hvilken placering hun ville få.

Ukaleq Slettemark gættede på, at hun ville slutte som nummer 52. Da hun kom i mål, var hun dog ikke særlig fortrøstningsfuld, fordi hun undervejs havde fejlet en enkelt gang fra standpladsen.

- Haha! Arg. Den holder ikke. Ikke med en fejl. Måske var det gået med nul fejlskud.

"Jeg synes bare, det er sjovt"

Dog skulle det vise sig, at Ukaleq Slettemarks gæt ikke var så langt fra at være rigtigt, som hun måske havde regnet med. Da alle var kommet i mål, stod det således klart, at grønlænderen sluttede som nummer 56.

Men hvorfor overhovedet deltage i en konkurrence om et kaffekrus, når man er til et VM?

- Jeg synes bare, det er sjovt at være med. Jeg synes, det er sjovt, at der er andre, der skal gætte på mig. Det var ikke 52, men jeg var ikke så langt fra.

Selvom Ukaleq Slettemark ikke var langt fra at ramme sin egen placering, var det ikke nok til at vinde konkurrencen. Flere af de 903 deltagere havde således formået at gætte helt rigtigt.

Til gengæld kan Slettemark glæde sig over, at fredagens placering var nok til at sikre hende en plads i feltet til søndagens jagtstart.