Skiskytte stopper før målstregen og efterligner Haaland
Suveræne Johannes Thingnes Bø har indtil videre vundet tre guldmedaljer i træk ved VM i skiskydning.
Johannes Thingnes Bø tog søndag sin tredje medalje til det igangværende VM i skiskydning i mændenes jagtstart.
I vanlig stil havde Bø distanceret sig så meget til konkurrenterne, at han havde masser af tid til at fejre endnu en medalje til samlingen på en ny måde.
Han stoppede før målstregen, knælede og pegede ud til siden.
- Det var en hilsen til min landsmand Erling Braut Haaland. Han har tidligere fejret en scoring på samme måde, hvor han peger mod modstanderholdets fans. Jeg tænkte, at det var en sjov ting at gøre, fortæller han til TV 2 SPORT.
Har krydset særlig bedrift af
Guldmedaljen er Bøs første i discpiplinen jagtstart til et mesterskab, og derfor er sejren noget særligt.
- Det er specielt for mig at vinde guld i jagtstart. Nu har jeg prøvet at vinde guld i næsten alt, så det er dejligt, at jeg har fået krydset den af.
- Det er altid noget særligt at vinde guld, og jeg fejrer det, som var det sidste gang.
Bø har stadig mulighed for at blive den første nogensinde til at vinde guldmedaljer i alle syv VM-discipliner.