Stjerne på vej mod historisk triumf - men i dag har rivalerne chancen

Johannes Thingnes Bø har været suveræn ved VM, men måske gør nordmanden ikke rent bord i år. Dagens konkurrenceform kan nemlig vise sig drilsk.

At Johannes Thingnes Bø er en dygtig skiskytte er næppe gået nogen skisportsseers næse forbi.

Således har nordmanden nok engang vist sig overlegen ved dette års VM indtil videre med tre sejre ud af tre mulige.

Men måske kan tirsdagens løb blive mere spændende end først antaget.

For hvor Johannes Thingnes Bø har vundet hele 41 procent af sine sprintløb i karrieren – altså næsten hvert andet løb – så synes nordmanden ikke nær så urørlig, når det kommer til den individuelle 20 kilometer disciplin.

Her har han "kun" vundet 5 ud af 30 løb – altså lige knap 17 procent.

Så statistisk set er der grobund for spænding ved tirsdagens 20 kilometer disciplin.

Ekstra dyrt at misse skud

Hvis skiskytterne misser ved tirsdagens løb, får de ét minuts tillægsstraf, hvilket kan vise sig udslagsgivende i sidste ende. Det var Johannes Thingnes Bø også klar over, da han snakkede med TV 2 SPORT i søndags og blev forholdt, om tirsdagens løb bliver hans sværeste ved dette VM.

- Ja, det tror jeg. Med et minut tillægsstraf ved en forbier gør det skydningen ekstra vigtig.

Spørger man TV 2 SPORTs skiskydningsekspert, Kristian Wulff, er det også tirsdag, at de andre løbere har mulighed for at udfordre Johannes Thingnes Bø.

- Den her konkurrenceform kræver mere af ham på standplads end de andre konkurrenceformer. Og kigger vi på statistikken, så er det denne konkurrenceform, han har sværest ved at vinde, så hvis der skal være en chance for de andre, er det tirsdag.

Hvis de andre konkurrenter skal gøre sig nogle forhåbninger om at stække nordmanden, skal de levere deres absolut bedste, lyder det videre fra Wulff.

- Han er ikke den bedste skytte, men til gengæld er han den femtebedste og er suverænt den bedste langrendsløber. Så selvom han har en forbier tirsdag, kan han hente det (tillægsstraffen red,) ind, fordi han kan køre et eller to minutter hurtigere end de næsthurtigste.

- Det vil sige, han (Johannes Thingnes Bø, red) lægger presset over på de andre. De skal ramme på 20 af 20 forsøg, for Johannes Thingnes Bø kan tillade sig at misse et eller to skud og stadig vinde.

Ekspert: Kun landsmand kan udfordre

Hvis Johannes Thingnes Bø har en offday og har for mange forbier, kan det åbne døren på klem for en anden nordmand, nemlig Sturla Holm Lægerid. Han er ifølge Kristian Wulff den eneste, der kan udfordre Johannes Thingnes Bø ved tirsdagens løb.

- Sturla Holm Lægreid er mit eneste bud, fordi han har noget skifart og træfsikkerhed. Han kan godt ramme 100 procent i træfprocent tirsdag, og han er den eneste, der har farten til nogenlunde at være med i forhold til Johannes Thingnes Bø.

Tirsdagens løb begynder klokken 14:25 og kan ses på TV 2 SPORT X.