Slettemark langt fra VM-medalje
Drilske vejrforhold var medvirkende til, at ingen skød fejlfrit i de kvindelige juniorers individuelle konkurrence ved VM.
Meget vind gjorde skydningen ekstra vigtig.
En forbier og der ville blive lagt et minut til den personlige tid.
Den nye juniorverdensmester i den individuelle konkurrence, slovenske Kaja Zorc, missede tre skud. SÃ¥ med fem forbier i alt og en langsommere skitid blev det derfor umuligt for Ukaleq Slettemark at stryge til tops.
Den 21-årige grønlænder, der repræsenterer Danmark i OL-sammenhæng, måtte nøjes med en 13.-plads i Kasakhstan – tre minutter efter Zorc og næsten to et halvt minut fra en podieplacering.
Var undervejs nummer et
Slettemark begyndte de 12,5 kilometer i et roligt tempo, men det gav pote på den første liggende skydning. Fem skud, fem træffere.
På den anden skydning, der var stående, ramte Slettemark godt nok uden for skiven en enkelt gang, men da hun forlod standpladsen, var det i foreløbig bedste tid.
På de sidste to skydninger gik det imidlertid galt. To forbiere på først den liggende skydning efterfulgt af to forbiere på den stående skydning gjorde, at Ukaleq Slettemark kunne glemme alt om en VM-medalje.
Både sølvet og bronzen gik til Frankrig. Jeanne Richard var 1,4 sekunder hurtigere end Leonie Jeannier.