Rio 2016

Utilfreds Ottesen: Jeg føler mig sådan lidt mormor

Jeanette Ottesen klarede sig netop videre til finalen i 100 meter butterfly, men hun var langt fra tilfreds med sig selv.

Når der natten til mandag skal svømmes finale i kvindernes 100 meter butterfly, så bliver det med dansk deltagelse. Jeanette Ottesen satte syvendebedste tid, og der dermed blandt de svømmere, der skal dyste om ædelt metal.

Men til trods for finalepladsen, så er Ottesen ikke tilfreds med sig selv.

- Jeg føler mig sådan lidt mormor her til aften. Det er jo lidt sent, ikke? Jeg burde ligge i min seng og få min skønhedssøvn.

- Det hang sgu ikke lige sammen. I morges var simpelthen sådan en stressende morgen, og her til aften var stille og rolig, så jeg ved ikke, hvorfor jeg svømmer langsommere, men det må guderne vide, siger Ottesen til TV 2 SPORT.

Har der været nervøsitet?

- Jeg har virkelig fokuseret på at slappe af og prøve at nyde det, men man kan næsten ikke lade være med at få nerver. Jeg kan mærke det i mine ben – de er sådan lidt blævrende.

Ottesen kom i finalen med tiden 57.47 sekunder. Til sammenligning satte guldfavoritten – svenske Sarah Sjöström tiden 55.84 sekunder. Det var samtidig en ny olympisk rekord.