Rio 2016

Denne finger fra Rikke Møllers rival modtager voldsom kritik fra konkurrenterne

Yulia Efimova får stor kritik af sine konkurrenter for måden at fejre sin sejr på i semifinalen ved 100 meter bryst.

Mens det ikke lykkedes Rikke Møller Pedersen at svømme sig i OL-finalen i 100 meter bryst, var der ingen problemer i vandet for russiske Yulia Efimova, som især er danskerens store rival i disciplinen 200 meter bryst.

Efimova vandt overlegent sin semifinale og valgte derefter noget provokerende at stikke en finger i vejret for at markere sin sejr.

Inden semifinalen gik i gang, blev Efiomva, som tidligere har været dømt for doping, mødt med buhråb fra publikum og hendes sejrsgestus var bestemt ikke noget, der styrkede hendes popularitet.

Den amerikanske konkurrent Lilly King vandt efterfølgende sin semifinale i en hurtigere tid end Efimova. Og her kunne hun ikke dy sig for at vifte hånligt med fingeren som et svar til Efimova.

Efter sejren havde amerikaneren desuden en direkte besked til sin russiske rival.

- Du vifter med fingeren 'nummer ét', og du er lige blevet taget for doping. Jeg er ikke fan af det, sagde King til NBC.

Heller ikke den lituaiske svømmer i 100 meter bryst Ruta Meilutyte kan lide, at Efimova har fået lov til at stille op.

- Vi træner så hårdt, vi kan, hver eneste dag for at præstere optimalt og repræsentere vores land. Så når sådan noget sker, er det aldrig rart og derudover er det respektløst. Det er ikke efter sportens værdier, fortæller den litauiske svømmer.

Yulia Efimova modtog en 16 måneder lang dopingkarantæne, efter hun i 2014 blev testet positiv for brug af et slankemiddel. I marts i år blev hun igen testet positiv for doping. Denne gang for meldonium, men hendes sag blev på mærkværdigvis droppet.

Med rapporterne om organiseret doping i Rusland valgte IOC før OL at lade det være op til hver sportsunion, hvilke russere som måtte komme med. Dog måtte tidligere dømte russere ikke deltage.

Den internationale sportsdomstol, CAS, offentliggjorde så sent som i lørdags, at det ikke var lovligt at træffe den beslutning, så Efimova fik alligevel lov til at komme med.