OL

Viktor Bromer nummer seks i Michael Phelps-triumf

Viktor Bromer endte som nummer seks i OL-finalen i 200 meter butterfly. Guldet gik til Michael Phelps, der nu har vundet 20 OL-guldmedaljer.

23-årige Viktor Bromer sluttede uden for medaljepladserne i OL-finalen i 200 meter butterfly natten til onsdag.

I stedet stjal den amerikanske svømmesensation Michael Phelps billedet, da han svømmede sig til sin tyvende OL-guldmedalje.

Den danske svømmer tilbagelagde de fire svømmebaner i tiden 1.55,64, hvilket er lidt mere end et sekund langsommere end aarhusianerens personlige rekord. Bromer vendte som nummer syv efter 50 meter, men svømmede sig derpå op, så det på et tidspunkt så lovende ud. Men på de sidste 50 meter måtte Bromer se sig henvist til de sekundære placeringer.

31-årige Michael Phelps vandt i tiden 1.53,36 foran japanske Masato Sakai og ungarske Tamas Kenderesi.

Dermed udbygger den amerikanske svømmelegende sin imponerende medaljesamling. I alt har Phelps nu vunder 24 OL-medaljer, heraf hele 20 af guld.

Ydermere blev Phelps med nattens triumf den ældste mandlige svømmer nogensinde til at sejre i en individuel svømmedisciplin ved et OL.

Viktor Bromers tid i finalen var marginalt langsommere end den, han satte ved kvalifikationen til denne i semifinalen. Her svømmede Bromer i tiden 1.55,59.