Rio 2016

Klippet du bare må se: Mie Ø-rival giver det mest bedårende interview

Kinesiske Fu Yuanhui har allerede fået flere millioner nye fans efter et nærmest legendarisk interview ved de olympiske lege i Rio.

Den 20-årige svømmer fra Kina vandt i foregårs OL-bronze i 100 meter ryg, hvor hun blandt andet sluttede sølle fire hundrededele foran danske Mie Ø. Nielsen.

Inden Fu Yuanhui kom så langt, skulle hun først igennem en semifinale, hvor hun formåede at svømme i tiden 58,95 sekunder i heatet, som du kan se over artiklen.

Da kineseren efter løbet kom over til medierne, var hun da også noget overrasket over sit resultat, hvilket hendes ansigtsudtryk og mimik tydeligt viste.

- 58,95 sekunder? Jeg troede, det var 59 sekunder. Det er så hurtigt, jeg er virkelig glad.

Holdt du slet ikke tilbage i dag?

- Nej, jeg holdt ikke tilbage. Jeg brugte al min mystiske energi, sagde Fu Yuanhui i interviewet med China Central Television (CCTV), der hurtigt gik viralt i Kina. Et af de interview, der bare skal ses:

Efter interviewet har medier verden over skrevet om den 'lidt' overgearede kineser, der hurtigt gik fra 550.000 følgere til 4 mio. følgere på Kinas sociale platform Weibo.

- Jeg er blevet fuldstændig forelsket i dig, står der i en af kommentaterne på Weibo, mens en anden skriver.

- Alle vil elske at se hende efter det interview.

Tiden var samtidig god nok til at gå i finalen i tredjebedste tid, og da medaljerne skulle fordeles på 100 m ryg, viste hun sig at være endnu hurtigere.

Med tiden 58,76 formåede hun at tage sin første OL-medalje i karrieren, der udover bronzemedaljen har en VM-guld i 50 m ryg fra 2015 som bedste resultat.

Efter løbet så Fu Yuanhui ellers meget træt og en smule skuffet ud, da hun kom ud til CCTV's journalist. Det var såmænd bare fordi, det ikke var gået op for kineseren, at hun havde vundet bronze. En realitet, der først gik op for hende et godt stykke inde i interviewet, da hun skulle evaluere på indsatsen.

- Selvom jeg ikke vandt en medalje..

Men du vandt en medalje? Du blev nummer tre.

- Hvad? Tre? Det vidste jeg ikke. Nå, så synes jeg ikke, det er skidt på nogen måde, konstaterede Yuanhui med sit efterhånden karakteristiske ansigtsudtryk.

Og glæden over den medalje kan vist kun markeres på denne måde...