Rio 2016

OL's særeste ritual? Svømmer rækker skråt op til faderen før hver konkurrence

Den canadiske svømmer Santo Condorelli har et noget særpræget ritual, inden han skal i konkurrence.

Overtro og sære ritualer er meget udbredt i sportsverdenen. Man har hørt om fodboldspillere, der insisterer på at snøre venstre støvle først eller tennisspillere, der konsekvent slår bolden i jorden et bestemt antal gange, inden de skal serve.

Den olympiske svømmer Santo Condorellis ritual er dog noget mere opsigtsvækkende end overnævnte eksempler.

For før hver konkurrence rækker canadiske Condorelli altid skråt op-fingeren op til sin far blandt publikum.

Det startede, da han var Santo Condorelli otte år, og havde problemer med at følge med de større og ældre modstandere. Derfor opfandt hans far, Joseph Condorelli, det aparte ritual.

- Du er nødt til at opbygge noget selvtillid, og bare sige ’fuck jer’ til alle dine konkurrenter, forklarer Santo Condorelli ifølge CBC og fortæller, hvad hans far sagde til ham:

 - Hver gang du står klar til at starte, skal du give mig fingeren, og så gør jeg det tilbage til dig.

Gennem årene har Conderelli prøvet at tone ritualet lidt ned, da det nemt kan støde de publikummer, der sidder bag faren, hvis de ikke kender til den særlige hilsen.

 - Jeg vil ikke støde nogen, derfor er jeg begyndt at stikke skråt op-fingeren op på min pande, men min far rækker afgjort stadig til fingeren til mig, det er slet ikke til at tage fejl af, fortæller 21-årige Conderelli, der ydermere forklarer, at det lille ritual giver ham ro, inden han skal i konkurrence.

Skråt op-fingeren er ikke gået ubemærket hen på de sociale medier, hvor mange hylder det sære ritual:

Hidtil har den viftende langefinger dog ikke hjulpet Santo Condorelli til OL-metal - en syvende og en fjerdeplads er det blevet til. Canadieren får dog en ny chance torsdag i disciplinerne 50m fri og 100m butterfly.

Se den specielle far/søn-hilsen i videoklippet øverst oppe.