Etiopiers kropsvægt skabte stor opmærksomhed: - Folk har kaldt mig grimme ting

Robel Habtes krop blev midtpunkt, da han stillede op til OL i svømning. Men han er ked af de mange grimme kommentarer, han har fået.

En af de mest omtalte historier i svømmekonkurrencerne har været etiopiske Robel Habte.

Svømmeren, der stillede op i 100 meter fri, sluttede langt efter konkurrenterne. Det og især hans krop, som fik stor omtale.

Mange af dem var positive og hyldede den olympiske ånd, fordi der var plads til alle. Men Habte fortæller også, at der har været en del grimme kommentarer om ham på de sociale medier, som har taget hårdt på ham.

- Det har været svært. Meget svært. Nogle af de ting, som folk har sagt eller skrevet, har ikke været rart. De har kaldt mig mange grimme ting som tyk og en hval, fortæller han til Daily Mail og afslører, han vil holde sig helt væk fra de sociale medier den næste uge.

Vil give kritikerne igen

Til Daily Mail fortæller han, at hans overvægt skyldes særligt én grund.

I optakten til OL kørte den 24-årige svømmer galt i sin bil. Skaderne, han fik af uheldet, holdte ham fra svømmebassinet i to måneder. Det var her, han tog en masse kilo på.

Robel Habtes krop fik stor opmærksomhed på især de sociale medier.
Robel Habtes krop fik stor opmærksomhed på især de sociale medier. Foto: DOMINIC EBENBICHLER / Scanpix Denmark

Da han endelig kom i vandet igen, kæmpede han for at smide de ekstra kilo. Noget han ikke lykkedes i mål med til OL. Derfor kommer det ikke bag på ham, hvad resultatet blev.

- Jeg var ikke overrasket over, jeg sluttede langt efter de andre. Det forventede jeg.

Til gengæld vil han gøre alt for at svare sine kritikere igen til VM i december.

- Jeg ved, jeg er overvægtig, men jeg vil tabe mig frem til VM i Canada. Der vil jeg vise dem.