Pernille Blumes fantastiske øjeblik: Her får hun OL-guldmedaljen
Pernille Blume havde våde øjne, da hun modtog sin guldmedalje for sejren på 50 meter fri.
Det var en tydeligt berørt og stolt Pernille Blume, der lørdag nat modtog sin guldmedalje for sin sejr på 50 meter fri.
22-årige Pernille Blume vandt natten til søndag dansk tid ganske sensationelt svømningens racerdistance, 50 meter fri, da hun klaskede håndfladen i bassinkanten i tiden 24,07 sekunder - ny dansk rekord.
Dermed kulminerede et par vanvittige dage for svømmeren, der blot var kvalificeret til OL i tiendebedste tid, men i Rio har lignet en helt anden og meget bedre svømmer.
Blume satte bedste tid i både indledende heat og semifinalen, og da det gjaldt medaljer, demonstrerede hun, at det ikke var nogen tilfældighed.
Som hun efterhånden har gjort til en uvane, kom Blume lidt langsomt fra start, men da hun først kom i fart, kunne ingen af de ellers prominente modstandere fange hende.
Blume svømmede de 50 meter to hundrededele af et sekund foran Simone Manuel fra USA, mens hviderusseren Aliaksandra Herasimenia sluttede på tredjepladsen.