Svømmestjerne erkender: Jeg løj, var umoden og svigtede mit hold

Den amerikanske svømmer Ryan Lochte erkender, at han svigtede sine holdkammerater efter en episode under OL.

Den tolvdobbelte OL-medaljevinder Ryan Lochte kryber til korset og tager "det fulde ansvar" for en episode under OL i Rio, der plettede det amerikanske OL-holds ry.

Det sker i et interview med Matt Lauer fra NBC, der blev vist på amerikansk tv lørdag aften lokal tid, hvor Lochte også tilstår at have svigtet sine kammerater på det amerikanske svømmehold.

Sammen med tre holdkammerater, Gunnar Bentz, Jack Conger og James Feigen, begik Lochte hærværk på en tankstation, mens de var i Rio.

Til at begynde med lød amerikanernes forklaring på, at de var blevet udsat for et røveri, men den senere blev afvist af det lokale politi med den begrundelse, at en sikkerhedsvagt havde bedt dem om at betale for skaderne, inden de kunne forlade stedet.

I interviewet med NBC bliver Ryan Lochte spurgt til, hvorfor han i sine udtalelser til politiet og medierne holdt fast i, at de var "ofre".

- Det er, hvordan du ønsker, at det skal se ud. Uanset om du kalder det et røveri, uanset om du kalder det afpresning for at betale for skader, som vi ikke kender til, svarer Lochte.

Jeg overdrev den historie, og havde jeg ikke gjort det, var vi ikke havnet i det her rod.

Ryan Lochte, amerikansk svømmer

- Alt, hvad vi ved, er, at en pistol blev peget i vores retning, og vi blev forlangt at give penge.

Ny version af historien

Ifølge en udtalelse som holdkammeraten Gunnar Bentz har givet til de brasilianske myndigheder, skulle en engelsktalende mand have fortalt svømmerne, at sikkerhedsfolkene bad dem om at betale for de ødelæggelser, de havde forårsaget - ellers ville politiet blive tilkaldt.

- Vi ønskede bare at komme væk derfra, siger Lochte til NBC og fortsætter:

- Vi var skræmt, og vi ønskede at komme væk derfra hurtigst muligt. Og det eneste, vi vidste, var - som fyren sagde: "I skal give ham penge." Så vi gav ham penge, og vi slap væk, siger den amerikanske svømmer, inden Matt Lauer tager ham på ordet.

- Det, jeg prøver at nå frem til, er, at din første version af historien, Ryan, handlede om de nedrige gader i Rio. Og den version, vi hører nu, handler mere om det forlig, der skulle dække over dårlig opførsel, siger Lauer.

- Og det er derfor, at jeg tager det fulde ansvar for det, svarer Ryan Lochte.

- Fordi jeg overdrev den historie, og havde jeg ikke gjort det, var vi ikke havnet i det her rod. Så var intet af det her sket, og det var min umodne opførsel.

Lochte undgik tilbageholdelse

Ryan Lochte nåede at rejse hjem til USA, inden en brasiliansk dommer onsdag udstedte en arrestordre på ham og James Feigen. Så heldige var hverken Feigen eller Gunnar Bentz og Jack Conger ikke.

Ifølge The Guardian skal Feigen betale 11.000 dollar til et velgørende formål for at have løjet om at være udsat for et røveri, og onsdag hev de brasilianske myndigheder både Bentz og Conger af et fly for at blive afhørt. Alle tre har nu fået lov til at forlade Brasilien.

I USA sidder Ryan Lochte med en dårlig smag i munden over, at hans holdkammerater har været tilbageholdt.

- Jeg svigtede mit hold... Jeg ønsker ikke, at de skal tro, at jeg lod dem i stikken.

Fredag undskyldte Ryan Lochte for løgn og hærværk via sin profil på det sociale medie Instagram.