Rørt Blume fik krammere af familien: - Jeg har glædet mig så sindssygt meget

Det var en glad Pernille Blume, der mødte den samlede danske presse efter sit succesfulde OL.

En flok tilfredse og udmattede atleter landede tirsdag aften i Københavns Lufthavn for at modtage en fortjent hyldest, efter at det lykkedes Danmark at vinde 15 medaljer ved OL i Rio.

En af de helt store vindere, svømmeren Pernille Blume, som overraskende både tog en guld- og en bronzemedalje til legene, mødte en hær af begejstrede fans, presse og familie, da hun ankom til lufthavnen sammen med resten af holdet.

Og efter at hun havde fået krammet de nærmeste, stillede hun smilende op til interview med den samlede presse.

Rørt af gensyn med familien

Og hun var rørt over gensynet med sin familie efter tre uger i Brasilien.

- Det er virkelig, virkelig dejligt. Jeg har glædet mig så sindssygt meget. Det er selvfølgeligt lidt noget andet, når i alle sammen står rundt omkring, sagde hun smilende med henvisning til den store menneskemængde, der var mødt op i dagens anledning.

Pernille Blume var ikke en oplagt medaljekandidat forud for legene. Og det var en stor overraskelse, at hun strøg til tops i kvindernes 50 meter fri.

- Skal hjem og sove

Hovedpersonen selv havde da heller ikke set den komme.

- Det er meget overraskende. Det havde jeg slet ikke regnet med. Men jeg er glad. Jeg er virkelig, virkelig glad for mine medaljer.

Selvom det måske kunne være fristende at tage ud og fejre medaljerne med familie og venner, var det ikke lige det, der stod øverst på dagsordenen hos den smilende svømmer.

- Jeg skal hjem og sove, det er helt sikkert. Jeg har været ude at rejse i 24 timer, så jeg er meget træt.