- Jeg glemte at lytte til mig selv

1. august 2013 vil for Rikke Møller Pedersen altid være en helt speciel dag. Den dag slog hun hånden i bassinkanten efter 200 meters brystsvømning - hurtigere end nogen anden nogensinde havde formået.

Her fire år senere har lykkerusen lagt sig, og situationen er en anden. Verdensrekorden står endnu, men den har sat sine spor på Rikke Møller Pedersens karriere.

Det kulminerede i år da hun til VM, stik mod både egne og omverdenens forventninger, ikke formåede at gå videre til finalen i favoritdisciplinen. Nummer fem i semifinaleheatet og samlet nummer 11 betød farvel til drømmen om ædelt metal ved det mesterskab og var samtidig et lavpunkt i karrieren.

- Jeg tænker 'nej, nej, nej!', da jeg slår ind. Denne her tid afspejler på ingen måde alt den træning og energi, jeg har lagt i mine forberedelser. Det værste i øjeblikket er, at jeg ikke kan forklare, hvorfor jeg ikke svømmer hurtigere. Det er ikke den standard, jeg vil være, og det er ikke den standard, jeg mener, jeg er, siger Rikke Møller Pedersen.

- Jeg ved med det samme, at jeg vil blive ved med at kæmpe, for inderst inde har jeg en følelse af, at jeg gemmer på noget meget bedre. Det vil jeg gerne have frem. Jeg vil vise folk og mig selv, at jeg ikke er en person, der bare stopper, når det går dårligt.

Hvad er din egen forklaring på, at det ikke er gået, som du havde håbet?

- Jeg har lyttet meget til andres tanker om min svømning de sidste par år. Men bare fordi jeg har en dårlig dag i bassinet, betyder det ikke, at jeg er på vej nedad i min tekniske kunnen. Jeg har nok været for hurtig til at lytte uden filter, når træneren har prøvet at spare med mig teknisk. Det giver ikke ligefrem selvtillid på den lange bane at føle, der hele tiden er noget, der lige kan rettes på teknisk. Også ved ens styrker. Det er noget af det, jeg skal vende. Jeg skal blive lidt mere sikker i min sag igen og svømme efter mine styrker.

- Ved de World Cups, jeg har deltaget i efter VM, har jeg kun haft mig selv at reflektere over VM med. Det har været en rigtig god oplevelse for mig. Mine præstationer i bassinet viser jo, at der ikke er noget galt med min fysik. Jeg har mulighed for at mærke mere efter og for at kigge mere på mine konkurrenter. At gå mere i detaljer. Jeg får lov til at gøre det lidt mere på min egen måde igen. Det føler jeg faktisk er løsningen.

Verdensrekorden og dens forbandelse

Det er på 2 minutter, 19 sekunder og 69 hundrededele, det hele ændrer sig for fire år siden. Rikke Møller Pedersen har året forinden vist gode takter ved OL i London, hvor hun formår at forbedre sig fra løb til løb og ender på en fjerdeplads i finalen. Nu står hun i semifinalen ved VM i Barcelona. Hun går ind i den store arena velvidende, at hun er favorit til at gå i finalen, men hun ender med at gøre langt mere end det. 

- Den oplevelse står meget klart for mig. Jeg slår ind, og det går op for mig, at jeg har svømmet hurtigt, men jeg går ikke så meget op i tider, så hvis de ikke havde gået rundt om poolen med et kæmpe flag og råbt ’New world record!’ ud over det hele, så havde jeg nok ikke helt vidst, hvor godt det egentlig var.

Kunne du allerede under løbet mærke, at du var i gang med noget stort?

- Jeg fornemmer, at folk hele vejen ned ad den sidste bane hepper i mit tempo. De hepper på mig! Også selvom de ikke er fra Danmark. Det er, som om hele verden hepper med. Jeg kan huske, jeg virkelig nyder det, for jeg føler, jeg nærmest svømmer ned ad bakke. Det kan lyde lidt mærkeligt, men vi kender alle sammen det der med at cykle ned ad bakke. Det går stærkt, men man skal ikke lægge så mange kræfter i. Da jeg efter løbet kigger mig omkring i arenaen, bliver jeg fyldt af en wow-følelse, og ryger direkte i den syvende himmel.

- Jeg kigger op på tilskuerrækkerne, hvor de mange mennesker går amok. Det eneste, jeg kan tænke på, er mine forældre deroppe på rækkerne, og hvor stolte de må være. Det er fedt, jeg nu kan vise dem, at alle ofrene bærer frugt. Alle de sure timer. For de har haft mig i røret mange gange, og jeg har været hjemme og besøge dem, hvor jeg har været helt ude af den og grædefærdig. Alle de perioder med overvejelser som ’Åh skal jeg virkelig, eller jeg skal jeg ikke’. Dem har man jo også, selvom man er på vej mod at blive verdens bedste.

- I perioden fra 2009 til 2013 oplever jeg i det hele taget at stå meget på egne ben, også i stiv kuling, og have succes med det, og jeg lærer at have fuld tillid til mig selv, men også til mit samarbejde med min daværende træner. Det giver en god ballast ved konkurrencerne og i den daglige træning. Efter verdensrekorden i 2013 er det som om, der er kommet flere øjne på mig. Jeg skal helst være ih og åh så perfekt. Det har jeg bidt for meget mærke i i stedet for bare at være det gode med de styrker, jeg altid har haft. Jeg har altid lagt en dyd i at gøre tingene ordentligt og at stræbe. Jeg vil stadig sætte høje mål og drømme stort, men ud fra et fokus på det, der allerede virker.

Tør vise sig frem

Rikke Møller Pedersen har lige opnået det dårligste resultat i favoritdisciplinen ved et stort mesterskab siden 2009. Hun kigger op på resultattavlen og har i øjeblikket ingen forklaring på det. Men det skal hun give. For samtidig med at hun skal tackle en eksplosion af følelser inden i, bliver hun lige så snart, hun kommer op af bassinet mødt af en stribe af journalister med udstrakte mikrofoner i alverdens farver, stærke lamper og konfronterende spørgsmål.

- Jeg skal forklare, hvad der er sket, og det kan være enormt svært at svare på, når det lige i det øjeblik er følelserne, der fylder mest i mig. Jeg er meget bevidst om at være ærlig. Der er mange, der siger, det både er godt og skidt for mig, at jeg står der, som den jeg er.

- Nogle gange bliver jeg lidt nøgen, fordi jeg står der med hele min personlighed og alle mine følelser. Nogen mener, det ikke er den rigtige måde at passe på sig selv. Jeg synes, jeg som god svømmer har et ansvar for at vise de unge og dem, der gider at tænde for fjernsynet, det sande billede og ikke bare give et eller andet autosvar. Ja, jeg har grædt, og jeg tør græde på fjernsyn. Jeg er modig, men måske er jeg også bare dårlig til at være noget, jeg ikke er. Hvis jeg er ked af det, så er jeg ked af det.

Hvilke tanker gør du dig om fremtiden?

- Der er flere, der spørger mig, om jeg har planer om at sige farvel til svømningen. Jeg tror, det skyldes min alder, og at de andre piger begynder at gå andre veje. Lotte (Friis, red.) er stoppet, og Jeanette (Ottesen, red.) venter barn. De har valgt ikke at udforske en tredje halvleg i sporten, men andre dele af livet. Det er sikkert også sådan nogle ting, der bliver relevante for mig en dag, men det er ikke det, jeg har valgt at udforske lige nu.

- Jeg prøver at finde nye måder at arbejde med svømningen på. Jeg skal finde ud af, hvordan min krop fungerer nu, og hvordan jeg kommer videre fra de tider, jeg gik til VM. Jeg har brug for nogle nye input, så det ikke bliver kedeligt. Jeg har trods alt dyrket min sport i 22 år. Jeg tænker over, hvordan jeg lige opfinder den dybe tallerken igen. Hvis jeg kan finde den rigtige proces for mig i den alder, jeg har nu, og med den erfaring jeg har, så når jeg også drømmene, der stadig er der.

- Jeg drømmer om at svømme hurtigere, at forblive oppe i finalerne og medaljerækkerne, og så drømmer jeg måske også lidt om at få lov til at være hende, der slår min egen verdensrekord. Men det skal ikke være det altoverskyggende. Det vigtigste skal være processen, og det er okay at være i den, og at det tager tid at skabe den nye proces.

- Jeg tror på, jeg kan komme tilbage til noget af den hurtigste svømning i verden igen, for jeg kan ikke finde nogen grund til, at det ikke skulle kunne lade sig gøre.