Svømning

Olympisk guldvinder melder sin ankomst til EM i Danmark

Mireia Belmonte vandt OL-guld på 200 meter butterfly i Rio 2016.

Svømmeren Mireia Belmonte, der vandt OL-guld i Rio, kommer til Danmark til december, når EM i kortbane løber af stablen i Royal Arena i København.

Der kommer prominente navne til Danmark, når Royal Arena til december skal huse EM i kortbanesvømning. 

Tirsdag bekræftede det spanske svømmeforbund, at OL-guldvinderen på 200 meter butterfly, Mireia Belmonte, er en del af den spanske trup til europamesterskaberne i København. 

- Det er jo en af de stjerner, vi virkelig glæder os til at se. Det er måske ikke et navn, der er kendt i den brede befolkning, men i svømmeverdenen er det et navn, som man virkelig glæder sig til at se. Det er fedt, at vi allerede nu kan vide, hun er klar, siger eventchef for EM i svømning, Mads Bang Aaen. 

Mireia Belmonte er blandt de bedste kvindelige svømmere i verden og kan blandt andet skrive syv OL-medaljer, 22 medaljer fra EM, 16 VM-medaljer og fire verdensrekorder på sit efterhånden godt fyldte CV.

- I Spanien bliver hun betegnet som den største svømmestjerne nogensinde, så det er virkelig toppen inden for europæisk svømning. Det er en af dem, som vi hele tiden har drømt om at få med. 

- Hun kommer til at give nogle svømmeoplevelser og nogle af de helt store øjeblikke for både de danske og udenlandske tilskuere, der kommer, siger Mads Bang Aaen. 

Vi har endnu ikke fået dem bekræftet, men vi hører på vandrørerne, at mange af de helt store stjerner kommer.

Mads Bang Aaen

Ved EM på kortbane i Herning for fire år siden var Belmonte også blandt de helt store oplevelser, da spanieren kunne rejse hjem med fem guldmedaljer i bagagen. 

Håber på at se mange profiler i bassinet

Europamesterskaberne bliver afholdt fra den 13.-17. december i den nyopførte Royal Arena i København, og her håber Mads Bang Aaen på, at flere af Europas største stjerner stiller op - og særligt svenskernes Sarah Sjöström. 

- Vi har endnu ikke fået dem bekræftet, men vi hører på vandrørerne, at mange af de helt store stjerner kommer. Vi kan se, at Sverige har forhåndsudtaget Sarah Sjöström, men det betyder jo ikke, at hun er endeligt udtaget. 

- Sådan en som Sjöström er jo en, som vi håber rigtig meget på. Der får vi jo en stor kamp mellem hende og Pernille Blume, hvor vi kan få et rigtigt opgør mellem Danmark og Sverige. 

Sarah Sjöström vandt OL-guld i 100 meter butterfly, og ved VM i Ungarn tidligere på året kunne hun rejse hjem med tre guldmedaljer. 

- Så er der jo også Katinka Hosszú, der jo tog medaljer ved VM på hjemmebane og generelt tager mange medaljer. Det er selvfølgelig også en, vi håber på at se. Vi ved fra det ungarske forbund, at det er planen, hun kommer. 

Det danske landshold bliver udtaget efter DM i november, men det forventes, at de største danske stjerner er med samt et større antal talenter.