Svømning

For to år siden tog Blume beslutningen, der endte med at ændre hendes liv for altid

Pernille Blume ser tilbage på den store udvikling, hun har været igennem de sidste to år. Sara Gangsted / Scanpix Denmark

For præcis to år siden sagde kroppen stop, og Pernille Blume stoppede en lovende svømmekarriere. Under et år senere var hun olympisk mester.

- Nu kommer hun... Hun ligger godt... Hun tager en medalje!

Kommentatorernes stemmer er på vej op i de høje toner. Der er få meter tilbage af kvindernes 50 meter finale i svømning ved OL i Rio. Nede i bassinet bevæger svømmeren med dannebrogsflaget på badehætten sig længere og længere frem i feltet.

- Hun vinder guld! Pernille Blume er olympisk mester!

Hun har overrasket de fleste ved overhovedet er være blandt medaljekandidaterne, og nu er hun pludselig forrest.

Efter 24,07 sekunder var hele Danmark lige pludselig på fornavn med Pernille, og intet skulle vise sig at blive som før.

10 måneder inden OL-guldet, stirrede hun forpint ned på sine opsvulmede fødder og tænkte, at karrieren var forbi. Men hvordan gik det egentlig til, at et pinefuldt karriestop endte med at blive til en olympisk guldmedalje?

Fuck, jeg aner ikke, hvad jeg kommer hjem til. Mit liv er jo ændret

Pernille Blume

Farvel til svømning

Det var vinter i Danmark. Inden længe ville rådhusuret slå, raketterne sprænge i alverdens farver, og feststemte folk med kulørte hatte ville mellem adskillige glas champagne ønske hinanden held og lykke i 2016. Et olympisk år.

Pernille Blume var ikke i festhumør.

I midten af oktober havde hun oplevet, hvordan kroppen meget tydeligt kan fortælle, at der er noget helt galt.

På en træningslejr i USA vågnede hun en morgen op på sit hotelværelse og kiggede ned på sine ankler. De var kraftigt opsvulmede og fuldstændig fyldt med betændelse. Smerterne var så voldsomme, at hun ikke kunne gå.

Nu går den ikke længere. Nu skal jeg bare hjem herfra, og så skal jeg væk fra denne her sport

Pernille Blume

Tidligere på turen var hun begyndt at læse en bog, som også rumsterede i hovedet på hende. ’Find din passion på 4 uger’ hed den, og den satte mange tanker i gang om hendes liv og hverdag hos den på det tidspunkt 21-årige svømmer.

Og da hun vågnede og så sine ankler, var hun sikker i sin sag. Hun ville ikke mere. Hun ville bare hjem, og hun var klar til at opgive svømmekarrieren.

Tilbage i Danmark fik hun lagt blokader i sine ankler, og det holdt hende helt naturligt væk fra bassinet. Alligevel kom hun stille og roligt tilbage til træningen. På trods af, at hun egentlig ikke havde lyst.

Blume har tidligere i karrieren fået ødelagt sine mesterskaber af stor nervøsitet. Noget, der også var medvirkende til, at hun ikke havde lyst til at svømme mere.

Til nytårsaften traf hun så den endelige beslutning. Hun skulle ikke tilbage. Nu ville hun lægge 2015 bag sig og starte 2016 med et blankt papir.

- Der følte jeg, jeg fik sagt farvel til alle bekymringstanker, jeg havde omkring alt med sporten, mit liv generelt og den der identitetskrise, der er, når du kommer ud af sporten. Jeg fik rent mentalt placeret det i 2015 og sagt okay, nu gider jeg ikke bruge mere tid på det, for det har virkelig, virkelig været et hårdt år, husker Pernille Blume tilbage.

Hun kunne meget klart se, at hun ikke længere havde lyst til at være den ’gamle’ Pernille.

- Jeg lyttede ikke til mig selv overhovedet. Jeg var slet ikke i kontakt med mig selv. Det handlede bare om, hvad andre havde af idéer og meninger om, hvordan jeg skulle gøre tingene, siger hun.

Nogle gange følte jeg nærmest, jeg kunne gå i et med væggen

Pernille Blume

Hvis der var en autoritet, der sagde, at det skulle gøres på den og den måde, så var det facit. Der var ingen vej udenom. Hun sagde ikke fra, og hun fik ikke sat grænser. Derfor sad hun på tidspunktet omkring karrierestoppet tilbage med en følelse af, at hun ikke længere var i sporten frivilligt.

Den manglende prioritering af hende selv påvirkede også hendes forhold til andre mennesker.

- Nogle gange følte jeg nærmest, jeg kunne gå i et med væggen. Jeg havde ikke rigtig nogen meninger, og hvis jeg havde, så var det ud fra, hvad jeg havde hørt og lært gennem tiden, der var smartest. Ikke nødvendigvis hvad min egen mening egentlig var, siger Pernille Blume.

Vendepunktet i kælderen

Der var mange udfordringer ved at sige stop. Særligt på det tidspunkt Pernille Blume valgte at gøre det. I næsten hele sit liv, var svømningen hendes holdepunkt. Det var en livsstil.

Så meget desto sværere var det for hende, at skulle sige farvel og skabe sig et nyt liv og en ny identitet. Hun kendte nemlig ikke meget til verden udenfor. Hun havde altid været svømmepigen Pernille.

Der var samtidig kun et halvt år til, at hele verdens øjne ville være rettet mod Rio og den 31. udgave af de Olympiske Lege. Hun havde svømmet frem og tilbage, igen og igen, og stået op før solen i tre og et halvt år for at blive en af de få udvalgte.

Jeg lå bare fuldstændig paralyseret

Pernille Blume

Et eller andet sted inde i hende gemte der sig et lille ønske om at komme med. At få mulighed for at få en bedre olympisk oplevelse end i 2012, hvor stor nervøsitet ødelagde det hele.

- Jeg følte, jeg skyldte mig selv lige at give projektet det sidste halve år. Men kroppen sagde bare så meget fra, at det ikke kunne lade sig gøre. Det var rigtig, rigtig hårdt, siger Pernille Blume.

Men det virkede umuligt. I en lang periode havde hun svært ved bare at køre bil, fordi hun besvimede. Flere gange oplevede hun at køre på motorvejen og så at kunne mærke, det var ved at ske, så hun var nødt til at køre ind til siden. Hun kunne ikke sove om natten, og hun var glemsom.

- Jeg havde mange dage, hvor jeg bare lå på sofaen, for jeg orkede ikke at gøre andet. Hvis ikke jeg havde haft min mor til at lave mad og hjælpe mig, så ved jeg slet ikke, hvad jeg havde gjort. Jeg er generelt en meget hjælpsom person, og dengang jeg boede sammen med hende, hjalp jeg altid med maden, gjorde rent eller vaskede op, men jeg kunne slet ikke noget i den periode. Jeg lå bare fuldstændig paralyseret, siger Pernille Blume.

Det var der på sofaen, Pernille Blume tilbragte den første tid, efter hun havde sagt stop. Hun var så mærket fysisk og psykisk, at hun ikke kunne overskue andet end bare at være.

Der fik jeg lidt følelsen af, at jeg havde for mange kompetencer til at sidde i en kælder

Pernille Blume

Langsomt forberedte hun sig på livet efter svømmekarrieren. Hvad skulle hun lave nu? Fra den ene dag til den anden besluttede hun sig for, at hun, samtidig med hun studerede, skulle have et arbejde.

Hun blev ansat i en tøjbutik, fik set lidt flere veninder, tog til nogle fødselsdage, som hun normalt ikke ville have deltaget i, og det blev også til et par enkelte ture i byen. Hun blev, med egne ord, mere ’normalt ung’. Men særligt jobbet i butikken endte med at få afgørende betydning.

- For det meste sad jeg bare nede i en kælder og satte prismærker på alt tøjet. Nogle få gange fik jeg lige lov til at komme op af kælderen og gå rundt i butikken, men det var forfærdeligt. Og der fik jeg lidt følelsen af, at jeg havde for mange kompetencer til at sidde i en kælder. Der var så mange andre ting, som jeg var god til, siger Pernille Blume.

Afventende holdkammerater

I takt med at hun kom fysisk ovenpå igen, begyndte ideen om at svømme igen at spøge. Kunne hun virkelig bare opgive drømmen om en svømmekarriere?

Således gik det til, at Blume, efter tre måneders mere eller mindre frivillig pause, stille og roligt vendte tilbage til bassinet i det tidlige forår 2016.

I det første stykke tid havde hun en fornemmelse af, at holdet syntes, det var lidt specielt, at hun var tilbage. Hele perioden havde de ikke rigtig vidst, hvad der var foregået med hende, for hun havde ikke overskud til at tale særligt meget om det.

- Jeg havde også følelsen af, at der var nogle, der følte sig lidt truet af, at jeg var kommet tilbage. Det, at jeg lige pludselig trak mig så tæt på, at vi skulle kvalificere os til OL, betød, at der var nogle andre piger, der stod klar til at overtage min plads. De så selvfølgelig deres snit til at komme med til OL og havde trænet helt vildt i de måneder, jeg havde været væk.

- Nu hvor jeg var tilbage, var det måske ikke lige så sikkert. Men samtidig kunne pladsen også være inden for rækkevidde, for de anede jo ikke, hvor jeg stod henne rent formmæssigt, og om jeg ville det. Og det vidste jeg heller ikke selv. Jeg var ikke sikker på, om jeg overhovedet ønskede at kvalificere mig til OL, siger Pernille Blume.

Flere af de andre svømmere skulle lige se Blume an, da hun vendte tilbage til bassinet. Her er hun med landsholdet i 2014.

Der gik et par uger, hvor holdkammeraterne lige skulle se hende an og finde ud af, om hun stadigvæk var okay. Men efter deres første stævne var det som om, der kom ro på.

Pausen havde ikke kun givet ny energi. Den manglende træning havde også været hård ved hendes muskelmasse, men kampen for at finde formen igen stod i et andet lys, end den ville have gjort tidligere.

- Jeg har faktisk lyst til at sige, at udfordringen var let. I forhold til alt det, jeg havde gået igennem lige inden, så var det som om alt, der blev smidt efter mig på det tidspunkt, var piece of cake, siger Pernille Blume.

Selvom hun endnu ikke var sikker på, at hun ville forsøge at kvalificere sig til OL, tænkte hun praktisk og trænede målrettet på 50 meteren, fordi det var den distance - med sin korte, eksplosive form - hvor kvalifikationen med størst sandsynlighed kunne lade sig gøre, selvom hun havde mistet tre måneders træning.

Bare halvanden måned efter sit comeback, svømmede Pernille Blume sig under OL-kravet. Hun skulle deltage i sit andet OL.

Det hele kulminerede den 13. august klokken lidt over ti om aftenen brasiliansk tid.

Nervøsiteten kom snigende

I callroom inden finalen følte hun en anderledes ro end normalt. Hun kiggede rundt på de andre svømmere, der så enormt pressede ud. 'Jeg har ikke noget at miste', tænkte hun, og kom i tanke om, hvor priviligeret hun egentlig var, at hun nu kunne gå ud at svømme uden en forventning om, at hun skulle vinde en medalje.

Men da hun trådte op på startskamlen og skulle gøre sig klar til at springe, blev hun overrasket.

- Der kom al nervøsiteten. Jeg følte nærmest, jeg var lidt lammet af nervøsitet, da jeg stod der. Det kom lidt som et chok, for jeg havde ikke mærket det inden, siger Pernille Blume.

Men da først starten gik, og hun ramte vandet, forsvandt nervøsiteten. Nu kunne hun ikke bare give op. Heller ikke selvom hun var bagud i starten af løbet.

Med få meter tilbage skete det, der fik Danmark til at rykke frem i sofaen. Pernille Blume overhalede verdensstjernerne omkring hende.

Den nykårede olympiske mester på 100 meteren, Simone Manuel, og de to lynhurtige Campbell-søstre, der i Rio slog verdensrekorden på 4x100 meter fri sammen med resten af det australske hold, den forsvarende olympiske mester på distancen, Ranomi Kromowidjojo. Alle sammen efter danske Blume.

I dét sekund var hun Olympisk Mester. Men hun vidste det ikke selv.

Hun kunne fornemme, hun var oppe i frontgruppen og kom tættere og tættere på konkurrenterne, men hun syntes, der var en anden svømmer, der slog ind før hende.

Pernille Blume ramte bassinkanten og kiggede op, men hun kunne ikke se det lys, der skulle komme ved hendes startskammel, hvis hun var blevet nummer et, to eller tre.

Pernille Blume vandt OL-finalen i tiden 24,07 sekunder.

Jeg har vundet. Seriøst, jeg har lige vundet en OL-guldmedalje

Pernille Blume

Men da hun derefter vendte sig om og kiggede op på resultattavlen, stod der et ettal ud for hendes navn.

- Jeg har vundet. Seriøst, jeg har lige vundet en OL-guldmedalje. Alle tankerne om, hvad jeg havde været igennem det seneste år, kom tilbage. Mig af alle mennesker! Man har altid en følelse af, at sådan noget ikke sker. Men det gjorde det, siger Pernille Blume.

Overvældende opmærksomhed

Hun svømmede den første olympiske guldmedalje i svømning hjem til Danmark siden 1948 og vandt sin første individuelle internationale medalje nogensinde - lige der i bassinet i Rio.

Hun overraskede hele verden. Og sig selv.

- Det var første gang, jeg rent faktisk følte, jeg kunne nyde at svømme et stævne. Tidligere har det altid været som om, nervøsiteten tog over, og jeg blev skrækslagen og ude af stand til at være til stede. Det var først bagefter et stævne, jeg kunne ånde lettet op og tænke ’puha, nu er det overstået’, siger Pernille Blume.

På medaljeskamlens øverste trin blev hun badet i blitzlys, og billederne af den rørte dansker gik verden rundt. Medierne var vilde med historien om Pernille Blume.

Pernillle Blume bliver hyldet på medaljeskamlen i Rio.

Den efterfølgende tid stod i pressens tegn. Sammen med de andre svømmere, som hun i holdkappen senere på guldaftenen vandt en bronzemedalje med, viste hun velvilligt smilet og de skinnende medaljer frem.

Alle ville lære hende at kende, og høre, hvordan det kunne være, hun toppræsterede lige nu.

Inden i kunne hun mærke, hun allerede havde givet alt, hun havde, i vandet. Alligevel gik alle hendes resterende dage i Rio med interviews, Team Danmark-samarbejdspartnere og sponsorer fra morgen til aften. Det var det rene kaos, men hun ville ikke skuffe nogen eller virke utaknemmelig, så hun sagde bare ’ja’.

- Det betød, at jeg ikke rigtig kunne nyde tiden efter medaljen, for jeg kunne ikke være en del af det, de andre piger gjorde. De havde haft mulighed for at slappe af efter konkurrencerne og havde tid til at gå ud om aftenen. Men på det tidspunkt kunne jeg ikke sove, og jeg skulle stadigvæk ud og ligne et menneske dagen efter, møde så mange nye mennesker og blive overfaldet med tillykke og alt muligt.

- Det var jo vildt sødt, at alle var sådan, og jeg ville jo ikke være utaknemmelig. Men det var også sindssygt hårdt, at der lige pludselig var så mange, der havde noget at sige om det, siger Pernille Blume.

Pernille Blume var en populær kvinde i Rio.

Hun var stadig ved at vænne sig til den nye tilværelse, det midlertidige karrierestop markerede, hvor hun skulle være fokus i sit eget liv, og hun skulle vælge det, der var vigtigt for hende.

Jeg prøver nogle gange at gøre mig lidt usynlig

Pernille Blume

- Da jeg sad i flyet på vej hjem, tænkte jeg 'fuck, jeg aner ikke, hvad jeg kommer hjem til. Mit liv er jo ændret’. Den første dag tilbage i Danmark, modtog jeg mellem 200 og 300 opkald. Det var helt skørt.

- Jeg havde ikke følelsen af at have tid til at slappe af. Normalt efter OL plejer du at tage en ret lang periode, hvor du ikke laver noget, fordi du bare har knoklet så sindssygt hårdt for det i så mange år. Jeg havde efterfølgende flere måneder i træk, hvor jeg tænkte 'gad vide, hvornår mit OL slutter'. Hvornår ville jeg få tid til at slappe af, og få følelsen af det der antiklimaks, som kommer efterfølgende? Det kom bare ikke. Det var både dejligt og selvfølgelig også hårdt. Kroppen var bare konstant på, siger Pernille Blume.

I dag synes hun stadigvæk, det føles mærkeligt, at pressen interesserer sig for hendes privatliv og gør et stort nummer ud af eksempelvis et brud med en kæreste.

Hun tror heller aldrig, hun vænner sig til at blive genkendt af folk på gaden.

- Jeg prøver nogle gange at gøre mig lidt usynlig. For nylig stod jeg for eksempel i lufthavnen på vej ind til security, og lige pludselig var der en gruppe på 10 mennesker, der opdagede det. Jeg lagde først mærke til den ene, som sagde det videre til den anden, og så vendte de sig bare alle sammen om på samme tid. Det er mærkeligt og ikke så rart, når der lige pludselig står 10 mennesker og kigger på dig. Man føler, de på en eller anden måde kender en, uden de overhovedet gør. Det er lidt grænseoverskridende, siger Pernille Blume.

I januar 2017 modtog Pernille Blume foran et fyldt Boxen i Herning prisen som Årets Sportsnavn i Danmark.

Ny kærlighed

I slutningen af juli måned 2017 var Pernille Blume til sit første internationale stævne siden Rio. Her oplevede hun, hvordan hendes liv også i svømmesporten er forandret. Lige pludselig var hun en af dem, de andre holdt øje med.

Jeg er ikke bange, og jeg frygter ikke noget

Pernille Blume

For nogle ville de mange nye øjne måske medføre mere nervøsitet. Men Pernille Blume nød i stedet at kunne udforske den nye svømmetilværelse, hvor hun ikke længere var skræmt fra vid og sans.

- Det er jo lige præcis der, jeg altid gerne har ville være. Der hvor det gjaldt. Men jeg har aldrig kunne nå dertil, fordi jeg ikke har syntes, det har været sjovt. Jeg føler, jeg har fået en helt ny kærlighed til sporten, fordi jeg lige pludselig kan være i det og rent faktisk nyde det. Jeg er ikke bange, og jeg frygter ikke noget, siger Pernille Blume.

En del af glæden og roen kommer også fra det store arbejde, hun gør sammen med sin mentor Ann Kastrup. De begyndte samarbejdet efter OL i Rio og har fokuseret meget på at arbejde med mennesket Pernille Blume. Hvordan hun tager ansvar for sit liv, og hvordan hun tager den handlekraft med sig ind i sporten.

For Pernille Blume har lært, at hun i den autoritetstro svømmeverden har brug for også at kunne mærke sin egen stemme og sætte sit præg på, hvordan tingene gøres.

Jeg kender mig selv så godt nu, at jeg ved, hvornår jeg skal sige fra, og hvornår jeg skal lytte

Pernille Blume

Og hun er stadig i gang med at udvikle sig.

I perioden lige efter OL var hun meget opmærksom på at bevare den nye person, hun havde udviklet sig til. Derfor var hun ikke helt klar til at rumme andre meninger end sin egen, fordi hun var bange for at ryge tilbage i det gamle mønster.

Pernille Blume vandt sin første individuelle VM-medalje på langbane ved mesterskabet i juli i år.

- Nu begynder jeg igen at åbne lidt mere op for, at der er nogen, der kan komme ind og påvirke mig lidt. Fordi jeg står så fast ved mig selv, og jeg kender mig selv så godt nu, at jeg ved, hvornår jeg skal sige fra, og hvornår jeg skal lytte, siger Pernille Blume.

Nyder tvivlen

De seneste to år har været en hektisk proces, og hun er sikker på, hun aldrig ville have vundet guldet uden nedturen forinden. Tidligere famlede hun efter sig selv i en fastlåst verden. Nu har hun fundet sig selv i en verden af muligheder.

Med OL-guldet opnåede hun det ypperste inden for sin sport, og egentlig havde hun aftalt med sig selv, at hun ville stoppe efter 2016. Men allerede omkring OL havde hun følelsen af, at der var mange ting, hun ikke havde prøvet med sin sport endnu.

Det er ret fantastisk at vide, at jeg, når jeg er færdig med svømningen, bare fuldstændig kan starte på en blank side

Pernille

Nu har hun foreløbig lagt en plan, der går til og med OL i Tokyo i 2020.

Her går hun efter at forsvare det resultat, der satte gang i det hele, men hun mener ikke selv, at det er det vigtigste. Hvis det skal være hendes sidste OL, er det vigtigere at kunne huske tilbage på det med glæde og vide, at hun tog det hele ind. Det er vigtigere end skuffelsen over en misset medalje.

Karrieren stopper den dag, hun ikke føler, svømningen kan lære hende mere.  Selvom hun har en ide om, hvad hun vil, når karrieren stopper, så er hun ikke sikker - og det gør slet ikke noget. For tanken om at kunne starte på en blank side og udforske det ukendte ligger som en dragene magnet ude i fremtiden. Denne gang har hun tænkt sig at lytte til sig selv hele vejen derhen.