Gravid Ottesen har lagt planer for svømme-comeback

16x9
Der blev taget pænt imod Jeanette Ottesen, da hun kom hjem fra OL i Rio med en bronzemedalje. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Jeanette Ottesen håber, hun kan vende tilbage som svømmer, når hun har født. Planen for et comeback er allerede lagt.

Siden offentliggørelsen af sin graviditet i juli måned har Jeanette Ottesen haft masser af tid til at tænke på fremtiden.

Svømmekarrieren er sat på standby, og derfor har hun haft langt færre rejsedage end normalt. Det har været dejligt, skriver Jeanette Ottesen på sin hjemmeside - men hun er også begyndt at savne svømningen.

Derfor har hun lagt planer for et comeback til sporten, som hun ellers var klar til at sige endegyldigt farvel til, da hun var blevet gravid:

- Jeg vil jo gerne i gang igen, efter jeg har født - altså i gang med svømningen igen. Jeg ved godt, det bliver hårdt.

- Planen er, hvis baby tillader det, at tage hende med overalt og på den måde være i stand til at kunne dyrke min drøm, selvom vi bliver forældre. Marco (Jeanette Ottesens mand, red.) er svømmetræner, og mit comeback kommer til at være et familieforetagen.

- Jeg kommer højst sandsynligt til at joine (indgå i, red.) Marcos træning og på den måde få tingene til at fungere. Der er andre, der har gjort det før mig, så det kan vi også! Jeg tror på det!!, skriver Jeanette Ottesen.

Planen for et comeback viser, at Ottesen er kommet på andre tanke, siden TV 2 SPORT talte med hende i juli. Dengang lød det, at EM på kortbane i København i december måned skulle sætte det perfekte punktum for en 17 år lang svømmekarriere, der har gjort Jeanette Ottesen til den mest vindende danske svømmer nogensinde.

- Det ville have været den perfekte afsked. På hjemmebane i Danmark og så endda i København. Jeg var klar til at sige farvel til svømningen for altid, og jeg var helt afklaret med min beslutning, siger Jeanette Ottesen til TV 2 SPORT.

Jeanette Ottesen har termin midt i december.