Svømning

Danske svømmeprofiler booker EM-finaler

Rikke Møller Pedersen og Mie Ø. Nielsen svømmede sig til finalepladser mandag ved langbane-EM i Glasgow.

Det danske medaljehåb Rikke Møller Pedersen svømmede sig mandag aften i finalen i favoritdisciplinen 200 meter brystsvømning ved langbane-EM i Glasgow. 

Danskeren leverede fjerdebedste tid i de to semifinaler, og hun svømmede i tiden 2 minutter 27,29 sekunder. 

Specielt på de sidste 50 meter leverede Rikke Møller Pedersen større fart, end tilfældet var i det indledende heat, og hun ser frem til finalen. 

- Det føltes godt. 

- Trætheden var heldigvis ikke den samme. Det afspejlede den stabile svømning, jeg ved, jeg kan præstere. Jeg kan noget teknisk, som man ikke ser andre steder, og det vil jeg holde fast i, siger Rikke Møller Pedersen til TV 2 Sport. 

Hun bliver eneste dansker i finalen i disciplinen, da det ikke lykkedes for Thea Blomsterberg at svømme sig videre fra sin semifinale i samme disciplin. 

Blomsterberg var i bassinet før Rikke Møller Pedersen, og den 16-årige svømmer leverede en tid, der rakte til en femteplads i sin semifinale. 

I 100 meter rygsvømning var Mie Ø. Nielsen eneste danske deltager i en semifinale, da både Julie Kepp Jensen og Victoria Bierre ikke kvalificerede sig videre fra de indledende heats. 

Ved langbane-EM svømmer Mie Ø. Nielsen sig i finalen i 100 meter ryg. Video: TV 2 SPORT

Som forventet svømmede Mie Ø. Nielsen sig mandag aften også i finalen med fjerdebedste tid i de to semifinaler. 

Danskeren blev nummer tre i sin semifinale med tiden 59,89 sekunder.