Svømning

Dansker må se bort fra semifinale, selvom hendes tid var god nok

16-årige Thea Blomsterberg er klar til semifinalen i 200 meter bryst ved sit første senior-EM. Anna Wermuth kunne have været det samme.

En regel ved EM i svømning er skyld i, at EM-debutanten Anna Wermuth ikke kommer med i semifinalerne. 

Wermuth præsterede ellers godt nok til at gå videre fra de indledende heats, men trods en tid på 2:27.78 må hun alligevel drukne drømmen om en plads i semifinalen.

Ved EM må kun to svømmere af samme nationalitet gå videre fra de indledende heats, og derfor ryger Wermuth ud, fordi hun svømmede den dårligste tid af de tre danskere, der var med i 200 meter brystsvømning.

Anna Wermuth satte en ny personlig rekord med mandagens tid, og hun var næsten to sekunder hurtigere end italienske Anna Pirovano, der med 2:29.46 gik videre som den sidste. 

- Det er dejligt at præstere, nu hvor det gælder. Det viser bare, at jeg har gjort det, jeg skulle. Jeg stoler på den proces, jeg har lavet frem mod stævnet, sagde Wermuth til TV 2 SPORT, inden det stod klart, at hun ikke ville gå videre til semifinalerne på grund af Rikke Møller Pedersen og Thea Blomsterbergs tider.

Blomsterberg med ny juniorrekord

Mens Wermuth nok ærgrer sig, så kunne Thea Blomsterberg på ingen måde holde glæden og stoltheden tilbage, da hun havde svømmet indledende heat på 200 meter brystsvømning.

Den 16-årige svømmer knuste den danske juniorrekord, da hun med 2:25.98 satte den næstbedste tid i de indledende EM-heats. Kun verdensrekordholderen Rikke Møller Pedersen svømmede hurtigere mandag morgen.

Og netop Rikke Møller spillede faktisk en rolle i Thea Blomsterbergs præstation, selvom de ikke var i vandet på samme tidspunkt.

- Da jeg stod i call room og ventede på at komme ind, kiggede jeg over på Rikke. Det gav et selvtillidsboost. Jeg kan godt, for det er det her, jeg har trænet til.

Er det dit forbillede?

- Ja, det må det være.

Thea Blomsterberg.

Med bedste og næstbedste tid er Møller og Blomsterberg selvsagt videre til semifinalerne, hvor de igen svømmer i hver deres heat, og Rikke Møller er ikke sparsommelig med roserne til sin 16-årige landsmand.

- Det var sindssygt fantastisk svømmet. Og hvor er det bare for fedt, vi har fire brystsvømmere med. Tre af os står her i 200 meter bryst, og det har taget noget tid, men nu er de her, og de står skarpt over hele linjen. Det er fedt, siger Rikke Møller Pedersen.

I en anden disciplin, 100 meter rygsvømning, gik Mie Ø. Nielsen også videre til semifinalen.