Svømning

Dansker er selvsikker efter 'overraskende nem' semifinale

Den dobbelte forsvarende europamester Mie Ø. Nielsen går ind til tirsdagens finale med stor tro på sig selv.

Efter 100 meters svømning baglæns mandag havde Mie Ø. Nielsen ikke fornemmelsen af at have ryggen mod muren - tværtimod.

Danskeren strålede nemlig af overskud og selvtillid, efter hun havde kvalificeret sig til EM-finalen i fjerdebedste tid.

- Det var faktisk overraskende nemt. Jeg prøvede at holde den samme frekvens hele vejen, og det, håber jeg, lykkedes. Det føltes i hvert fald supernemt – måske lidt for nemt, sagde hun til TV 2 SPORT.

De 100 meter svømmede den 21-årige dansker på 59,89 sekunder, og inden tirsdagens finale i bassinet i Glasgow har danskeren stor tro på, at denne kan forbedres.

- Der er meget mere at give af, håber jeg. Jeg ved, at jeg sagtens kan slå de piger. Det har jeg gjort før, siger hun.

I 2016 blev Mie Ø. Nielsen europamester i disciplinen, da hun svømmede de 100 meter på 58,73 sekunder. Også i 2014 blev det til guld til den unge dansker.

Rikke Møller Pedersen svømmer også finale

Senere mandag var det brystsvømmeren Rikke Møller Pedersens tur til at svømme sin semifinale, og her satte den 29-årige dansker tredjebedste tid på de 200 meter, og det var til trods for, at hun tidligere havde døjet med træthed. Semifinalen gav dog et bedre svar.

- Trætheden var heldigvis ikke den samme. Det afspejlede den stabile svømning, jeg ved, jeg kan præstere. Jeg kan noget teknisk, som man ikke ser andre steder, og det vil jeg holde fast i, siger Rikke Møller Pedersen, som går afslappet ind til finalen i disciplinen, hvor hun er verdensrekordindehaver.

- For mig handler det lige om at være mig og at være god nok. Jeg kan noget teknisk, som jeg ikke synes, man ser andre steder. Og det vil jeg holde fast i, og så må tiden komme derefter.

Ligesom Mie Ø. Nielsen er Rikke Møller Pedersen også dobbelt forsvarende europamester i sin disciplin.

Mie Ø. Nielsen svømmer finale klokken 17.55, og Rikke Møller Pedersen skal i bassinet til sin finale en halv time senere. Se finalerne på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.