Skuffende VM-start for danske svømmere

Ingen danskere formåede at svømme sig videre fra de indledende runder i den første VM-session.

Natten til søndag blev VM i svømning på langbane indledt med en stribe skuffende præsationer af de danske svømmere.

Ingen af dem, der var i vandt, formåede at svømme sig videre.

Det mest bemærkelsesværdige var, at kvindernes holdkap på 4 x 100 meter fri ikke sikrede en OL-billet.

Pernille Blume, der har vundet OL-guld i 50 meter fri, har valgt ikke at svømme holdkap. Derfor bestod det danske hold af Julie Kepp Jensen, Signe Bro, Jeanette Ottesen og til sidst Emily Gantriis. De tilbage lagde de 400 meter i tiden 3:42.20 sekunder, hvilket rækker til en 14.-plads ud af 18.

Her havde en 12.-plads sikret OL-deltagelse.

- Det var hundrede procent målet, og jeg tror da også, vi står med en lidt flad fornemmelse lige nu, men det er ikke nogen hemmelighed, vi ikke svømmer med vores stærkeste hold. At vi får en 14.-plads, det må vi tage med, og så må vi se, om vi kan kvalificere os på et andet tidspunkt. Vi gjorde vores bedste, siger Jeanette Ottesen til TV 2 SPORT.

Som Jeanette Ottesen nævner, er det muligt at sikre OL-billetten senere.

Anton Ørskov Ipsen missede finalen

Heller ikke Emilie Beckmann formåede at svømme sig videre i 100 meter butterfly. Hun slog ind i tiden 59.94 sekunder, hvilket rækker til en 28.-plads.

Tiden er over halvandet sekund langsommere end hendes entry time, hvilket også må karakteriseres som en skuffende præstation.

Den svenske stjerne Sarah Sjöström svømmede den bedste tid i de indledende løb. Hun 3,49 sekunder hurtigere end Beckmann.

Hos herrerne missede Anton Ørskov Ipsen finalen i 400 meter fri. Han blev nummer 12 i tiden 3:48.50, hvilket er over to sekunder fra en finaleplads.

Derudover var Tobias Bjerg også i vandet i 100 meter bryst. Det klarede han på 1:0.29 sekunder. Det betyder, at han slutter som nummer 23 i disciplinen.

I april forberede Bjerg sin egen danske rekord, og hvis han havde levet op til rekordtiden 59.17, havde han været videre ved VM.

– Det blev ikke den start på VM, som vi havde håbet på og ønsket os. Jeg synes dog, at Anton Ipsen kommer godt fra start på sin 400m fri, hvor han bliver nummer 12. Vi kæmper naturligvis videre de kommende dage, hvor vi håber på at få vendt dagens resultater til noget bedre, udtaler landstræner Stefan Hansen i en pressemeddelelse.

Langbane-VM bliver afholdt på Nambu University Municipal Aquatics Center i den sydkoreanske by Gwangju.

Semifinalerne og de første finaler afholdes søndag fra klokken 20 lokal tid, hvilket vil sige søndag fra klokken 13 dansk tid.

VM i svømning vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.