Danske svømmere reagerer på Bromers udtalelse: - Det gør mig som menneske ked af det

De danske svømmere Emilie Beckmann, Tobias Bjerg og Daniel Skaaning sætter ord på Viktor Bromers frustrationer.

Viktor Bromers udtalelser om manglende lyst til at være ved VM har skabt stor opmærksomhed.

Også internt på det danske svømmelandshold, der er med til VM. Det fortæller brystsvømmeren Tobias Bjerg.

- Jeg synes, det er synd, han skal have det sådan. Det er jeg rigtig ked af at høre. Jeg vil sige, når man er med til sådan et stævne, så skal man nyde det for, hvad det er.

- Jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra. Men jeg har det også sådan, at hvis man ikke har lyst til at svømme, så er det ærgerligt for én selv, siger han til TV 2 SPORT.

Ingen motivation

Det var efter et indledende heat i 200 meter butterfly, at Viktor Bromer kom med sine udtalelser. Danskeren blev nummer otte og var ikke i nærheden at gå videre ved VM.

- Det var mærkeligt. Jeg var bare ikke rigtig motiveret. Jeg lå dernede og svømmede de første 50-75 meter, og så gad jeg ikke rigtig mere. Jeg har ikke rigtig lyst til at være her, når jeg ligger nede i vandet.

Den danske svømmer blev nummer 8 i sit heat og 26 samlet. Dermed er han færdig efter de indledende heats. Video: TV 2 SPORT

Frustrationerne kommer, efter Dansk Svømmeunion i juni sagde farvel til træneren i det nationale træningscenter, NTC, Martin Truijens. Det fik en gruppe af svømmere til at udtrykke mistillid til Dansk Svømmeunion.

OL-guldvinderen Pernille Blume valgte dog at fortsætte samarbejdet med Truijens.

Bromer har ligeledes valgt efter VM at forlade det nationale træningscenter, NTC, for at genoptage samarbejdet med sin tidligere træner Eyleifur Johannesson. Men den dårlige optakt til VM har påvirket ham.

- Jeg fortryder, at jeg tog med. Det er spild af min tid, og det er spild for de danske seere at skulle følge med. Det er ikke fair over for dem, at vi bliver udstillet på den her måde under de her forhold, og at de skal hypes op til vores løb og håbe på det bedste for os, når vi ikke selv gør det, fortæller Viktor Bromer.

'Vi har haft frit valg'

Emilie Beckmann er også en del af landsholdet i Sydkorea, og hun deler Bjergs ærgrelse over Bromers udtalelser. Også selvom hun har haft en anden opfattelse af situationen.

- Jeg er oprigtig ked af at høre det. Det gør mig som menneske ked af, at han skal have den følelse til VM. Vi har haft frie valg til at finde det setup, som passer os bedst.

- Svømmeunion har givet et setup, de kunne stå inde for efter hele polemikken. Vi kunne tage imod eller gå egne veje. Jeg føler, at de (svømmeunionen red.) har støttet os. Det synes jeg. Men jeg er selvfølgelig ked af, at Viktor ikke føler det, fortæller hun til TV 2 SPORT.

Alle de forandringer kan selvfølgelig skabe frustrationer – det mener jeg er helt normalt

Lars Green Bach, sportschef for TV 2 SPORT

Frustration over behandling

Hjemme fra Danmark har topsvømmeren Daniel Skaaning set med på sidelinjen, mens Bromer og resten af landsholdet har udtalt sig på den anden side af jordkloden.

- Jeg ved, at det ikke kun er Viktor, der har det svært, men der er nogle stykker i gruppen, som kæmper med at præstere derovre. Og at jeg sidder herhjemme og hverken kan gøre fra eller til – det gør mig utrolig ked af det.

- Han er jo frustreret over hele det forløb, som der har været de sidste to måneder. Den måde, som vi er blevet behandlet på, de ting, som vi er blevet udsat for. Ét er så kort op til VM - og noget andet er, at der er et OL næste år. Og vi er stadig den dag i dag fuldstændig i uvished om, hvad der skal foregå.

Turbulent optakt

Dansk Svømmeunion har valgt ikke at stille op til kamera, men sportschef Lars Green Bach skriver følgende i en mail til TV 2 SPORT:

- Vi har selvfølgelig noteret os Viktors frustration efter hans indledende heat i 200 meter butterfly. Planen er, at Viktor skal svømme mere de kommende dage, men nu sætter vi os ned og tager en snak med Viktor, og så må vi se, om den plan fortsat giver mening for alle parter.

- Jeg tror de fleste, der følger dansk landsholdssvømning, er klar over, at optakten til dette VM har været lidt turbulent. Vi har på meget kort tid måttet rekonstruere vores daglige sportslige set-up. Samtidig har vi også været udfordret af ikke at kunne svømme på Bellahøj, der har været fast base for NTC-svømmerne i efterhånden en lang årrække.

- Alle de forandringer kan selvfølgelig skabe frustrationer – det mener jeg er helt normalt. Nogle er så hårdere ramt end andre, men vi har gjort vores bedste for at skabe de bedst mulige forudsætninger for alle svømmere på landsholdet.

- Når VM er overstået – og først når VM er overstået – vil vi med svømmere, trænere og Team Danmark evaluerer selve VM og hele sæsonens træningen og indsatser frem hertil. Resultatet af denne evaluering bruger vi i vores planlægning frem mod OL i Tokyo om præcist et år, skriver Lars Green Bach, som slår fast, at det er for tidligt et evaluere den nuværende VM-indsats.

VM slutter søndag den 28. juli.