Rekorddansker tabte direkte duel om plads i VM-finalen

Tobias Bjerg missede en plads i VM-finalen i 50 meter bryst.

En rigtig god dag var tæt på at blive fantastisk for Tobias Bjerg.

I semifinalen i 50 meter bryst måtte han ud i omsvømning mod Kirill Prigodas fra Rusland, da de to svømmere satte samme tid.

To mod to i bassinet i Sydkorea var Prigodas syv hundrededele af et sekund hurtigere end danskeren.

- Det er drømmen at være med blandt de allerbedste, og nu føler jeg, at jeg er på et niveau, hvor jeg rent faktisk kan, siger han til TV 2 SPORT.

To rekorder på én dag

21-årige Tobias Bjerg er godt i gang med sit internationale gennembrud.

Ved VM i svømning har Bjerg sat dansk rekord to gange på én dag, og med sin semifinaletid 27.08 sikrede han tilmed omsvømning.

Tobias Bjerg har sat dansk rekord to gange på én dag.

Tiden var nemlig helt identisk med Kirill Prigodas tid i den første semifinale, og derfor skulle de to svømmere ud i en direkte duel om den sidste plads i finalen.

- Jeg er glad. Jeg har en chance, og det er megafedt. Jeg får et løb mere i dag. Nu gælder det om at få hjernen på det rette sted, og den her gang er det kun én, jeg skal slå. Jeg er sikker på, jeg kan gøre det, sagde Tobias Bjerg til TV 2 SPORT.

- Jeg har helt klart mere at skyde med, og det tror jeg også, jeg kommer til at vise.

Tobias Bjerg blev natten til tirsdag den første dansker, der svømmede sig videre fra de indledende heats ved det igangværende VM på langbane.

I det indledende heat svømmede han de 50 meter i tiden 27.13.

Resultater fra semifinalerne.
Resultater fra semifinalerne. Foto: TV 2 SPORT
Resultater fra semifinalerne.
Resultater fra semifinalerne. Foto: TV 2 SPORT

VM svømmes i Sydkorea. TV 2 SPORT og TV 2 PLAY viser direkte fra begivenheden.