Svømning

Endnu en dansker svømmer sig i VM-semifinalen

Julie Kepp Jensen er semifinalen i 50 meter rygsvømning, mens 4x100-meter holdkappen er ude.

Julie Kepp Jensen blev den første danske kvinde, der svømmede sig i semifinalen ved langbane-VM 2019.

19-årige Julie Kepp Jensen gik tilmed sikkert videre fra det indledende heat i 50 meter rygsvømning.

Hendes tid på 27,95 sekunder blev kun overgået af fire andre svømmere i de fem indledende heats, som er afviklet natten til onsdag dansk tid. Julie Kepps tid er desuden personlig rekord.

- Det føltes egentlig meget godt, selvom jeg lavede en lidt dårlig start. Der har været meget bøvl med de der rygstartsbøjler, men hvis jeg får øvet mig lidt mere, så tror jeg, jeg kan gøre det bedre i aften, siger hun til TV 2 SPORT.

Problemet med bøjlerne har været, at de er gået i stykker når svømmerne har sat af for at starte. Det har betydet, at alle svømmerne er tvunget til at starte med samme indstilling. Normalt kan de vælge selv.

Udstyret fungerede ikke, da herrerne svømmede indledende heats ved VM.

Yuanhui Fu fra Kina opnåede den bedste tid i 27,70 sekunder. For øvrigt i samme heat som danskeren, der endte på en fjerdeplads.

De to semifinaler afvikles senere onsdag, mens finalen finder sted torsdag.

Julie Kepp Jensen blev i 2018 hædret med Talentprisen, som Dansk Svømmeforbund og Dansk Svømmetræner Sammenslutning uddeler hvert år til en atlet, som har vist stor fremgang og sportslig udvikling.

Holdkap røg ud

Modsat Julie Kepp Jensen formåede den danske kvartet i 4x100 meter medley ikke at kvalificere sig til finalen.

Holdet bestående af Mie Ø. Nielsen, Tobias Bjerg, Viktor B. Bromer og Signe Bro vandt deres heat i tiden 3 minutter og 49,10 sekunder, men selvom det var dansk rekord, rakte tiden kun til en samlet placering som nummer 14.

Viktor Bromer var dermed i vandet kun et døgn efter, han fortalte på direkte tv, at han ikke var motiveret under VM, og at han ikke havde lyst til at være der.

- Jeg har ikke tænkt mig at følge op på mine udtalelser fra i går, men jeg var meget mere motiveret i dag. Følelsen af at skulle svømmme for noget andet end sig selv var helt fantastisk, siger Viktor Bromer til TV 2 SPORT.

Danskerne var over syv sekunder fra at være blandt de otte hold, som skal dyste om medaljerne. Det havde været en overraskelse, hvis holdkappen var gået videre.