Nervøs Ottesen svømmer sig videre i VM-comeback

16x9
Jeanette Ottesen svømmede sig i semifinalen natten til fredag dansk tid. Foto: Patrick B. Kraemer / Ritzau Scanpix

Jeanette Ottesen gik videre fra det indledende heat, da hun gjorde individuelt comeback ved VM på langbane.

Den danske svømmer Jeanette Ottesen er klar til semifinalen i 50 meter butterfly ved VM i langbane i Sydkorea.

Ottesen tilbagelagde distancen i tiden 26,09 sekunder. Det er den niende hurtigste blandt de 16 semifinalister, som senere fredag skal i bassinet igen for at afgøre, hvem der kommer i lørdagens finale.

Deltagelsen i 50 meter butterfly var Ottesens individuelle comeback til svømmetoppen. Hun har holdt pause, fordi hun er blevet mor.

- Jeg har hungret efter at komme i gang. Jeg må indrømme, jeg var et roderi i løbet, fordi jeg har været så ivrig og gået og ventet så lang tid. Så det var faktisk et rigtig fjollet løb, hvor der skete mange mærkelige ting, siger Ottesen til TV 2 SPORT.

- Jeg var faktisk nervøs. Jeg ved ikke, hvad der sker, når man har været væk i så lang tid. Kan jeg nu huske, hvordan jeg plejer at gøre? Men jeg er videre, og det bliver bedre i aften.

Jeanette Ottesen gjorde tidligere ugen comeback i en holdkap.

Ottesen er den blot tredje dansker, der svømmer sig videre fra de indledende heats ved det igangværende VM. Ud over hende har Tobias Bjerg og Julie Kepp Jensen været i semifinalen.

Beckmann i omsvømning

Emilie Beckmann klarede sig derimod ikke videre, men det var meget tæt på. Hun svømmede i præcis samme tid - 26,32 sekunder - i sit heat som russeren Arina Surkova.

Derfor skulle de to i vandet igen i en direkte duel om at gå videre til semifinalen.

Her var Surkova 0,11 sekunder hurtigere end danskerens 26,24 sekunder. For øvrigt en tid, der ville have sendt Beckmann i semifinalen, hvis hun havde svømmet i samme tid i heatet.

Den dårligste tid blandt de 16 semifinalister lyder på 26,26 sekunder.