Dansk VM-succes i nat: Suveræn rekordtid og tre mand videre

Alexander Aslak Nørgaard svømmede sig videre i fjerdebedste tid i de indledende heats. Det er ny dansk rekord. Blume og Kepp også videre.

Den unge danske svømmer Alexander Aslak Nørgaard er i finalen i 1500 meter fri ved VM i langbane i Sydkorea - med en rigtig god tid vel at mærke.

Nørgaard svømmede sig videre i fjerdebedste tid i de indledende heats. Nørgaard var blot 1,95 sekunder efter den allerhurtigste, italienske Gregio Paltrinieri, der svømmede i tiden 14 minutter og 45,80 sekunder.

Aslak Nørgaard var på forhånd indehaver af den danske rekord i disciplinen, der lød på 14 minutter og 55,56 sekunder.

Den blev dermed slået med næsten otte sekunder og lyder nu på 14 minutter og 47,75 sekunder.

- Jeg ville sindssygt gerne under 14 minutter og 50 sekunder, fordi der er mange, der kan ligge mellem 14:50 og 15:00, men det er de færreste, der kommer under 14:50. Så jeg er meget tilfreds, og det er rart, at det man har trænet til, det giver pote, siger Alexander Aslak Nørgaard til TV 2 SPORT.

Den anden dansker i 1500 meter fri, Anton Ørskov Ipsen, klarede sig ikke videre. Ipsen var ni sekunder fra at kvalificere sig til finalen.

Blume og Kepp er også videre

Ligesom Alexander Aslak Nørgaard svømmede Pernille Blume og Julie Kepp Jensen sig også videre natten til lørdag. Det skete i 50 meter fri, hvor de nu har sikret en plads i VM-semifinalen.

Julie Kepp Jensen svømmede i 15.-bedste tid, mens Pernille Blume var fjerdehurtigst af alle i de indledende heats.

Den svenske superstjerne Sarah Sjöström var den allerhurtigste med en tid, der var 0,18 sekunder hurtigere end Blumes.

Danskerne skal i aktion igen i semifinalen senere lørdag.

Blume vandt guld i disciplinen ved De Olympiske Lege i Rio de Janeiro i 2016. Hun er også indehaver af den danske rekord i 50 meter fri, der lyder på 23,75 sekunder. Den satte hun i august sidste år ved EM i Glasgow.

Schrøder missede semifinale

Mathilde Schrøder klarede sig heller ikke videre fra de indledende heats i 50 meter bryst.

Schrøders tid på 31,98 sekunder rakte kun til en plads som nummer 27. De 16 bedste går videre til semifinalen.

Den dårligste blandt semifinalisterne svømmede i tiden 31,36 sekunder.