Danske svømmere skal være 'mere egoistiske', siger talsmand efter uro

16x9
Daniel Skaaning er talsmand for de danske svømmere. Foto: TV 2 SPORT

Efter et VM uden medaljer skal svømmerne nu til at tænke mere på sig selv frem mod OL 2020. Det siger svømmernes talsmand.

De danske svømmere vandt ikke en eneste medalje ved det netop overståede VM. Det er ikke sket siden 2005.

Til OL i Tokyo næste sommer skal der gerne hentes metal, og derfor skal svømmerne ændre tilgangen til sporten.

- Vi er nødt til at være egoistiske. Der er under et år til OL, hvor vi skal præstere, så vi er nødt til at tænke på vores egne behov, siger svømmernes talsmand Daniel Skaaning til TV 2 SPORT.

Udtalelsen kommer i kølvandet på et hektisk forløb med trænerafskedigelser og et VM, hvor de danske svømmere opnåede ingen medaljer i tre finaler.

Den acceptable målsætning var én medalje i tre finaler.

Seks uger før VM sagde de to trænere Martin Truijens og Mads Bjørn Hansen på det Nationale Træningscenter (NTC) op, og efterfølgende blev de fritstillet.

Det medførte et langtfra optimalt forløb op til mesterskabet i Sydkorea, mener Daniel Skaaning.

- Siden trænerne sagde op og efterfølgende blev fritstillet, har svømmerne været på noget af en rutsjebanetur. Vi har været helt nede i kulkælderen og været ekstremt pressede og stressede, og det er på ingen måde optimalt, siger Daniel Skaaning.

Flere af de bedste danske svømmere har taget konsekvensen af den seneste tids uro.

Viktor Bromer og Mie Ø. Nielsen rejser hjem til Aalborg, Jeanette Ottesen træner med sin mand i Farum, Julie Kepp Jensen bliver i klubben A6 på Sjælland, og Pernille Blume har endnu ikke meldt ud, hvad hun vil.

Bedre kommunikation skal hjælpe

Daniel Skaaning har selv meldt afbud til stævner, og han håber på et bedre samarbejde mellem svømmerne og Dansk Svømmeunion, end det hidtil har været tilfældet.

- Der har været brud på tillid, men det handler om kommunikation - ikke kun fra svømmernes side, men også fra unionens. Den har haltet i mange år, og den skal blive bedre, siger Skaaning.

Dansk Svømmeunion ærgrer sig over forløbet, men håber samtidig, at den anspændte situation bliver løst frem mod OL.

- Det er det, vi er sat i verden for. Det går op og ned i sport. Når det er svært, og udfordringerne er store, skal man vise, hvad man kan - både som svømmer og organisation, siger Lars Green Bach, der er sportschef i Dansk Svømmeunion, til TV 2 SPORT.

Lars Green Bach fortæller videre, at svømmeunionen er meget tæt på at kunne offentliggøre planen for setuppet på NTC.

OL begynder 24. juli 2020.