Pernille Blume skifter klub

16x9
Blume ser frem til at arbejde med sin nye træner. Foto: Justin Casterline / Ritzau Scanpix

Pernille Blume har som ventet forladt det Nationale Træningscenter og har skiftet til Sigma Swim, som hun tidligere har været hos.

Pernille Blumes helt store mål er de olympiske lege i Tokyo næste år.

Og for at indfri ambitionerne er det vigtigt med et stabilt fundament. Derfor har Pernille Blume valgt at forlade det Nationale Træningscenter, NTC, og skifter dermed til Sigma Swim, der er et samarbejde mellem klubberne i Allerød og Birkerød.

Her håber hun på at få et tæt samarbejde med sin nye træner, Jonas Lundström.

- Det er meget vigtigt for mig at finde et miljø, der giver mig den fornødne ro til at have fokus på det vigtigste - nemlig svømningen. Med skiftet til Sigma Swim er jeg sikker på, at jeg får det, da jeg synes rigtig godt om Jonas som person. Især efter VM er jeg sikker på, vi får et rigtig godt samarbejde, siger Pernille Blume i en pressemeddelelse.

I Sigma Swim er der også glæde over Pernille Blumes beslutning om at vende tilbage til klubben.

- Det er en rigtig spændende sæson, vi går i møde med OL som højdepunkt, og vi vil selvfølgelig bakke op om Pernilles høje ambitioner på lige fod med vores øvrige potentielle OL-deltagere, siger Sigma Swims klubchef, Mia Hyldahl.

Der, hvor jeg gerne vil hen, kræver det bare noget mere end det, der kan blive tilbudt nu og her

Pernille Blume

Kunne ikke se sig selv i nuværende setup

Klubskiftet sker efter flere måneder, der har været problematisk for dansk svømning, efter trænerne Martin Truijens og Martin Bjørn Hansen i begyndelsen af juni sagde deres stillinger op på grund af uenigheder med Dansk Svømmeunion.

Den 6. august præsenterede unionen så et nyt setup for det Nationale Træningscenter. Pernille Blume udtalte dog dengang, at den løsning kunne få konsekvenser for landsholdet og præstationerne ved næste års OL.

- Jeg frygter det, og det vil heller ikke overraske mig. Men jeg håber det ikke, lød det fra Pernille Blume til TV 2 SPORT.

Den danske svømmer var usikker på, hvordan hendes træning ville blive i fremtiden. Derfor havde hun svært ved at se sig selv i det nye setup, og at hun forventede at forlade NTC - ligesom blandt andre Viktor Bromer og Mie Ø. Nielsen. Og det er altså nu sket.

- Der, hvor jeg gerne vil hen, kræver det bare noget mere end det, der kan blive tilbudt nu og her. Jeg står og kæmper om at få medaljer og er tæt på en verdensrekord, og det er jo derhen, jeg gerne vil. Der er nogle andre, der står og kæmper om bare at kunne kvalificere sig til næste års stævne.

- Så vi er jo bare meget forskellige steder. Det er der ikke noget galt i, det kræver bare nogle andre ting, lød det fra den 25-årige svømmer.

Pernille Blume fortalte dengang, at hun fortsætter samarbejdet med Martin Truijens fremover, men at det bliver i en konsulentrolle, imens Jonas Lundström altså er blevet hendes nye træner.