Svømning

Danmark sender stort hold af sted til EM

Det danske hold til EM på kortbane i Glasgow tæller 23 svømmere.
Pernille Blume og Jeanette Ottesen er også udtaget, men er ikke med på billedet.

OL-guldvinder Pernille Blume og verdensmester Jeanette Ottesen er de mest rutinerede på det danske hold, der også tæller en del yngre svømmere.

Danmark bliver repræsenteret af hele 23 svømmere, når EM på kortbane afvikles til december i Glasgow, Skotland.

Det står klart, efter Dansk Svømmeunion de seneste fire dage har afviklet danmarksmesterskaberne på kortbane.

Esbjerg Svømmeklub lagde bassin til mesterskaberne, som tjente som kvalifikation til det kommende internationale mesterskab på kortbane fra 4.-8. december i Skotlands største by.

Jeg mener, at vi har et stærkt og slagkraftigt hold, som kommer til at blande sig i medaljekampen

Stefan Hansen, dansk landstræner i svømning

Til danmarksmesterskaberne blev der i alt sat fire danske seniorrekorder samt syv danske juniorrekorder.

Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach, erklærer sig tilfreds med stævnet.

- Dansk svømning kan glæde sig over, at der gennem de fire konkurrencedage har været mange stærke sportslige resultater, siger han i en pressemeddelelse.

Stort og stærkt dansk hold

De 23 svømmere bliver det næststørste danske hold ved EM på kortbane, hvis man ser bort fra de to mesterskaber på hjemmebane i henholdsvis Herning 2013 og København 2017.

De store antal kvalificerede svømmere glæder landstræner Stefan Hansen.

- Jeg er rigtig tilfreds med, at vi har fået et stort hold under kravtider til EM på kortbane med en sund blanding af rutinerede svømmere samt flere mindre erfarne svømmere.

- Jeg mener, at vi har et stærkt og slagkraftigt hold, som kommer til at blande sig i medaljekampen samt i konkurrencen om finalepladser, siger landstræneren.

De mest rutinerede svømmere i den danske trup er den regerende OL-guldvinder på 50 meter fri, Pernille Blume, og verdensmester Jeanette Ottesen.

Danmarks hold på 23 svømmere til EM på kortbane:

Penille Blume, Sigma Swim Birkerød

Jeanette Ottesen, Farum Svømmeklub

Caroline Erichsen, Sigma Swim Birkerød

Clara Rybak-Andersen, Gentofte Svømmeklub

Emilie Beckmann, Tune IF / GTI / NTC

Emily Gantriis, Helsinge Svømmeklub / NTC

Helena Rosendahl Bach, Holstebro SvømmeClub

Josefine B. Pedersen, MK31/VAT-Copenhagen

Julie Kepp Jensen, A6

Matilde Schrøder, Berns Swim Team / NTC

Maria Grandt, Hovedstadens Svømmeklub

Signe Bro, Triton Ballerup / NTC

Thea Blomsterberg, Sigma Swim Birkerød

Victoria Bierre, Herlev Svømning / NTC

Alexander Aslak Nørgaard, Sigma Swim Birkerød

Marcus Krøyer Svendsen, Kvik Kastrup / NTC

Mathias Zander Rysgaard, Hørsholm Svømmeforening / NTC

Rasmus Nickelsen, Herlev Svømning / NTC

Tobias B. Bjerg, AGF / NTC

Regitze Gaarde, Kvik Kastrup / NTC

Mikkel Gadegaard, Esbjerg Svømmeklub

Oskar Lindholm, Aarhus Swim

Andreas Hansen, Vejle Svømmeklub