Svømmedirektør får toppost efter skandale: - Himmelråbende

Pia Holmen er udpeget som vicepræsident i det europæiske svømmeforbund – blandt andet fordi Dansk Svømmeunion har bakket hende op.

I flere år svigtede hun sit ansvar som direktør, men ifølge Dansk Svømmeunion er Pia Holmen god nok til posten som vicepræsident i det europæiske svømmeforbund, LEN.

Under et år efter Holmens afsked som direktør har den danske union støttet hende frem mod den nye titel, og det vækker harme hos den tidligere landsholdssvømmer Frederik Seistrup.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger står han ikke alene med den massive kritik:

- Jeg synes, det er himmelråbende, at man har en bestyrelse i Dansk Svømmeunion, der kort tid efter afskedigelsen eller opsigelsen kan finde på at pege hende i retningen af en post som vicepræsident i det europæiske svømmeforbund, siger Frederik Seistrup til TV 2 SPORT.

- Jeg har adskillige eksempler på, at folk giver deres mening til kende hos mig. Men de vil ikke frem med deres holdning, fordi de er bange for repressalier.

Det vil Thomas Lund dog gerne, der har et indgående kendskab til det danske svømmemiljø qua sin lange trænerkarriere - for nuværende som cheftræner i svømmeklubben VG17 - og som kommentator på Eurosport.

- Jeg tænker, at nu er dansk svømning ved at komme i meget dårligt lys udadtil blandt befolkningen, der ser udefra og ind. Jeg tror, at det her kommer til at betyde at hele den her sag med Kammeradvokaten, som berørte alle, der har noget helst med svømning at gøre - klubber, frivillige, forældre, børn og trænere - bliver ramt her, og det tror jeg faktisk, de kommer til at gøre igen.

- Jeg tror, det er uforståeligt for almindelige mennesker, hvordan man kan vælge at fastholde samarbejdet med en direktør, som tog det fulde ansvar for et bevidst ledelsessvigt i en 230 siders rapport, siger han til TV 2 SPORT.

Pia Holmen var direktør i Dansk Svømmeunion fra 2001 til februar 2020. Sammen med resten af unionen kom hun i vælten, da DR bragte dokumentaren ”Svømmestjerner – Under overfladen”.

Offentlige vejninger og nedladende kommentarer

Her kom det frem, at der har været offentlige vejninger af danske svømmere og nedladende kommentarer fra to landstrænere.

Forholdene har ført til spiseforstyrrelser, depression og angst hos flere svømmere, og i en 230 sider lang rapport fra Kammeradvokaten blev det slået fast, at der har været et betydeligt ledelsessvigt.

Konklusionen i rapporten har fået det norske forbund til at trække deres støtte til Holmen, men i Dansk Idrætsforbund er der opbakning til støtten fra Dansk Svømmeunion.

- Det, som Pia Holmen har gjort forsømmelser med, ligger 10-15 år tilbage. Vi skal alle sammen have mulighed for at komme videre i tilværelsen, siger formand Niels Nygaard.

Posten som vicepræsident i LEN er frivillig.

Pia Holmen har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2 SPORT. Det har Dansk Svømmeunion heller ikke. Unionen har i stedet sendt en mail med citater fra formand Lars Jørgensen, der i store passager siger ordret det samme, som den konstituerede direktør Morten Hinnerup sendte til Ekstra Bladet, da mediet bragte nyheden om Holmens post som vicepræsident.