Blume irriteret på svømmeunion efter mail: - På ingen måde rart

Pernille Blume er utilfreds med en mail fra Dansk Svømmeunion til landets klubber, hvor hun er nævnt. Se uddrag af mailen og unionens svar her.

I den seneste uges tid har dansk svømning trukket store overskrifter, efter Pia Holmen den 13. november blev udpeget som vicepræsident i det europæiske svømmeforbund.

Den danske topsvømmer Pernille Blume er en af flere, der over for TV 2 SPORT har kritiseret, at Dansk Svømmeunion bakker op om Pia Holmen.

Vi tager selvfølgelig en snak med Pernille ved førstkommende lejlighed

Morten Hinnerup, konstitueret direktør i Dansk Svømmeunion

Netop Pernille Blumes udtalelser til TV 2 SPORT har fået formanden i Dansk Svømmeunion til at sende en mail til landets svømmeklubber. Her er Pernille Blume nævnt flere gange, hvilket hun er meget utilfreds med. Det skriver hun på Instagram.

- Jeg er i dag blevet bekendt med, mit navn flere gange er blevet nævnt i en mail til danske svømmeklubber. Jeg vil gerne understrege, at jeg på intet tidspunkt er blevet kontaktet af Dansk Svømmeunion vedrørende denne mail, og det er er på ingen måde rart eller vækker tillid, når der bliver draget konklusioner om mine henvisninger uden at blive spurgt.

- Jeg er glad og lettet over at se, klubberne viser deres støtte, og jeg håber, flere melder sig på banen. For jeg sidder tilbage med samme spørgsmål, som hele tiden har været rejst. Hvorfor har Dansk Svømmeunion indstillet Pia Holmen til LEN til trods for, at de selv afsluttede samarbejdet med hende?

TV 2 SPORT har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Pernille Blume, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Det er ikke rigtigt, at det her er noget, der er sket for lang tid siden

Pernille Blume

- Tager snak med Pernille hurtigst muligt

Heller ikke Dansk Svømmeunion ønsker at stille op til interview i dag. Unionen har dog sendt en skriftlig kommentar til TV 2 SPORT fra konstitueret direktør Morten Hinnerup.

Unionen forklarer, det er kutyme, at de informerer deres næsten 300 medlemsklubber, hvis der sker noget relevant.

- Når der sker noget usædvanligt, der har relation til svømmeverdenen – som eksempelvis de løbende ændrede covid-19-relaterede restriktioner – så informerer vi klubberne i nyhedsbreve. Det har vi også gjort i både denne og sidste uge i forbindelse med den kritik, der er fremført af Pia Holmens genvalg til LEN’s Bureau.

- Pernille Blume er en af de personer, der i den seneste uge har kritiseret forbundets ageren, og derfor har vi valgt at fortælle klubberne om den kritik, og hvordan vi forholder os til den.

- Jeg tror, alle kan forstå, at den nuværende covid-19-situation skaber lidt usædvanlige forhold – og vi ses ikke lige så meget med alle svømmerne, som vi under normale omstændigheder ville gøre. Vi tager selvfølgelig en snak med Pernille ved førstkommende lejlighed – her kan Pernille så uddybe sin kritik, og vi kan tilsvarende forklare vores valg, lyder det fra Morten Hinnerup.

Ikke kun noget fra fortiden, mener Blume

Til gengæld har TV 2 SPORT fået adgang til den mail, Pernille Blume omtaler. Heri fremgår det, at formand Lars Jørgensen har følt sig nødsaget til at skrive til klubberne på baggrund af et indslag fra TV 2 SPORT.

Jeg går ud fra, at Pernille henviser til en sag fra 2019, som vi i Dansk Svømmeunion valgte ikke at kommentere i medierne, da vi betragtede den som en personalesag

Uddrag af mail fra Dansk Svømmeunion

Indslaget stammer fra tirsdag, hvor blandt andre Pernille Blume kritiserede Dansk Svømmeunion for at bakke op om Pia Holmen som vicepræsident i LEN.

- Jeg synes, det er dybt problematisk, og det rører mig meget, at der er folk – endda uden for unionen – der ikke kan se problematikken i det her. Også fordi det ikke er rigtigt, at det her er noget, der er sket for lang tid siden.

- Jeg ved, at det ikke er mere end et år siden - altså ikke engang et år - hvor der stadigvæk var folk, der havde problemer med nogle af de her ting, og hvor der stadigvæk ikke blev gjort noget ved det.

- De ting, jeg har set gennem årene, og jeg har oplevet - det har været helt grotesk, lød kritikken blandt andet fra OL-guldvinderen.

- Vi er et helt andet sted i dag

Indslaget har altså fået formanden til tasterne, og han har i kølvandet på TV 2 SPORTs dækning sendt en mail til alle klubberne.

I mailen står der blandt andet følgende:

Vores olympiske mester, Pernille Blume, som vi i Dansk Svømmeunion er meget stolte af, deltog i gårsdagens indslag. Kritikken fra Pernille er ikke ny, og den er meget forståelig, for Pernille har også været en del af det landsholdsmiljø, som DR beskrev i deres dokumentar sidste vinter, og som afdækkede en helt utilstedelig optræden fra flere af vores tidligere landstrænere. Jeg kan sagtens forstå, at Pernille Blume og andre svømmere fra den tid kan se kritisk på Dansk Svømmeunions stillingtagen i den nuværende debat om Pia Holmens valg til LEN’s Bureau, og jeg vil gerne takke for den åbenhed, Pernille og andre tidligere svømmere udviste sidste vinter og også i forbindelse med denne debat.

Den danske topsvømmer Pernille Blume er utilfreds med, at Dansk Svømmeunion bakker op om Pia Holmen som vicepræsident i LEN. Video: TV 2 Sport

Pernille Blume nævner i TV 2 indslaget, at hun også i nyere tid har kendskab til mistrivsel i dansk svømning. Jeg går ud fra, at Pernille henviser til en sag fra 2019, som vi i Dansk Svømmeunion valgte ikke at kommentere i medierne, da vi betragtede den som en personalesag. Lige præcis den sag handlede om at holde fast i danske værdier og normer og om at beskytte unge svømmere. Ledelsens håndtering af den sag bekræfter mig i, at vi er et helt andet sted i dag.

I mailen skriver formanden blandt andet også, at svømmeunionen i bakspejlet burde have informeret bedre om, hvorfor de bakker op om Pia Holmen.

Derudover fremgår det, at det er unionens håb, at mailen kan bidrage til mere nuancerede samtaler om emnet.