Svømning

Det er ikke Pia Holmen, der er problemet, siger landsholdssvømmere

Svømmerne Emilie Beckmann og Signe Bro mener ikke, at den tidligere direktør i sig selv er problemet.

26 formænd fra danske svømmeklubber sendte torsdag et mistillidsvotum til bestyrelsen i Dansk Svømmeunion.

Mistilliden kommer som en reaktion på, at Dansk Svømmeunion midt i november valgte at bakke Pia Holmen op til en stilling som vicepræsident i det europæiske svømmeforbund, LEN. Opbakningen kom efter selvsamme Holmen var blevet fyret i Dansk Svømmeunion i en sag om ledelsessvigt.

Og det mistillidsvotum har fået to landsholdssvømmere til at stille sig frem. De er nemlig glade for udviklingen.

- Det er et initiativ, som vi hilser velkommen, siger Emilie Beckmann, inden Signe Bro følger op:

- Vi har selv været inde for at holde møde med bestyrelsen for at starte dialogen. Der skal ske en kulturændring.

Pia Holmen er ikke problemet

Den tidligere landsholdssvømmer Frederik Seistrup gav for godt en måned siden udtryk for sin utilfredshed med opbakningen til Pia Holmen.

- Jeg synes, det er himmelråbende, at man har en bestyrelse i Dansk Svømmeunion, der kort tid efter afskedigelsen eller opsigelsen kan finde på at pege hende i retningen af en post som vicepræsident i det europæiske svømmeforbund, lød det fra Frederik Seistrup på det tidspunkt.

Tidligere har kritikken altså været rettet mod den forhenværende direktør. Men faktisk mener Emilie Beckmann og Signe Bro slet ikke, at det drejer sig om Pia Holmen.

- Det er overhovedet ikke Pia Holmen, der er problemet. Det er det signal, som bestyrelsen sender til os svømmere, som stadigvæk er i sporten. Også til de spillere, hvis svige og smerte er beskrevet sort på hvidt i rapporten, siger Signe Bro, inden Beckmann erklærer sig enig.

- Det er rigtigt vigtigt at understrege, at det her handler ikke om Pia, siger hun.

I rapporten blev det blandt andet slået fast, at der har været et betydeligt ledelsessvigt.

"Er magten for dyrt købt?"

Uanset holdningerne er faktum, at Pia Holmen nu er vicepræsident i det europæiske svømmeforbund. Og selvom de to svømmere ikke direkte appellerer til, at hun skal trække sig, har de alligevel en klar besked til hende.

- Sidder jeg her af de rigtige grunde? Og er den magt, som vi har købt i dansk svømning købt for dyrt? Det er en reel overvejelse at gøre sig, siger Emilie Beckmann.

For Signe Bros vedkommende handler beskeden mere om selve stillingen.

- Man kan håbe, at Pia selv kan se signalværdien i stillingen. Jeg ville ikke sige direkte, at Pia skal trække sig, men det er værd at overveje, om det egentlig er politik og magt i LEN, som er så vigtig?, siger Signe Bro.

Pia Holmen var direktør i Dansk Svømmeunion fra 2001 til februar 2020.