Svømning

Åbent brev fra topsvømmerne: Tilliden til bestyrelsen er væk

Svømmerne på Det Nationale Træningscenter vil af med bestyrelsen i Dansk Svømmeunion.

Uroen ulmer fortsat i dansk svømning.

Fredag har de danske topsvømmere, som træner på Det Nationale Træningscenter, i et åbent brev udtrykt deres manglende tiltro til Dansk Svømmeunions nuværende bestyrelse.

Det sker dagen før, der afholdes generalforsamling i unionen.

- Tillid kan ikke gradbøjes. Enten har man tillid eller også har man ikke. Vi har ikke tillid til den nuværende bestyrelse i Dansk Svømmeunion, lyder det i brevet, som Ekstra Bladet og TV 2 SPORT er i besiddelse af - læs hele brevet nederst i denne artikel.

Udtalelsen kommer efter lang tids uro i toppen af dansk svømning.

I foråret 2019 bragte DR dokumentaren "Svømmestjerner - under overfladen". I dokumentaren kritiserede nuværende og tidligere svømmere træningsmetoderne på landsholdet fra 2003 til 2012.

Elitesvømmerne fortalte blandt andet, at de blev vejet foran hinanden. De offentlige vejninger har ifølge flere elitesvømmere blandt andet ført til spiseforstyrrelser, angst og depressioner.

Den sag var med til at koste Pia Holmen Christensen direktørjobbet i svømmeunionen. Efterfølgende har også bestyrelsesformand Lars Jørgensen meldt sin afgang efter et mistillidsvotum fra 26 klubber.

I sidste uge kom det i en trivselsrapport frem, at der stadig foregår offentlige vejninger for danske konkurrencesvømmere.

Åbent brev til de danske svømmeklubber

Tillid kan ikke gradbøjes. Enten har man tillid eller også har man ikke. Vi har ikke tillid til den nuværende bestyrelse i Dansk Svømmeunion. De har i vores optik accepteret de metoder, der har været fremherskende på det nationale træningscenter og landsholdene fra 2003 og helt frem til 2017 (og ikke som kammeradvokatens rapport konkluderede, til 2013).

Når man som ansvarlig bestyrelse ikke handler og ikke tager ansvar for metoderne, så accepterer man dem i vores optik. At man - samtidig med en fyring - indstiller den ansvarlige direktør til en toppost i LEN udstiller bestyrelsens manglende forståelse for og hensyn til de aktive i udpræget grad.

Pia Holmens indstilling til LEN er ikke problemet – det er symptomet på en bestyrelse, der ikke har forstået alvoren og først handler reaktivt, når de er fanget med fingrene i kagedåsen. Det er for os ikke at tage ansvar, hvorfor vi ikke har tillid til at dette skulle ændre sig nu.

Vi anerkender til fulde, at det er jer – foreningerne – der udgør fundamentet i dansk svømning. Både i det daglige og nu i den demokratiske proces. Det hverken kan eller vil vi blande os i.

Men vi synes, det er vigtigt, at I ved, hvordan vi har det, når nu så mange af jer snakker rigtig meget om, at der skal lyttes til atleterne.

Vi hører nemlig meget ofte for tiden, at ”de aktive skal i centrum” og ”vi skal lytte til de aktive”. For os virker det som ligegyldige floskler, hvis man vil beholde de nuværende bestyrelsesmedlemmer. Vi kan ikke stille noget krav om at blive lyttet til. Unionen skal tegnes af foreningerne. Ikke af de aktive. Men vi kan i hvert fald appellere til, at man gør, hvad man siger. Og hvis man siger, man vil lytte, så er det nu, vi har brug for at kunne se, at der bliver lyttet.

Dybest set har vi alle det samme ønske. At se dansk svømning excellere i bassinet og en generel ro på og udenfor bassinkanten. Dette brev bidrager måske ikke til denne ro, men vi frygter, at der aldrig vil blive ro til at kigge fremad sammen, hvis vi skal bære historikken for de sidste 20 år ind i det nye kapitel. Vi har behov for en kulturændring, og den skal starte øverst i hierarkiet. Vi har behov for, vi lever efter de værdier, som vi sætter for vores allesammens organisation. For vores allesammens sport. Derfor føler vi et behov for at trække en streg i sandet. Også selv om det kommer til at give uro de næste uger. Men hellere uro i to uger og så ro på den lange bane

Vi håber, I får en god generalforsamling og at vi sammen kan starte på en frisk i Dansk Svømning.

Svømmerne på Det Nationale Træningscenter