OL Tokyo 2020

Blume og Ottesen føler med landsmænd, der fik OL-drøm knust

Tre danske svømmere er ikke kommet med til De Olympiske Lege i Tokyo, da de ikke levede op til obligatoriske b-kravtider.

Det var meget spændte danske OL-svømmere, der torsdag var med på et pressemøde fra den japanske hovedstad.

Fra på lørdag til 2. august er der fuld fart på svømmekonkurrencerne, hvor blandt andre Pernille Blume, Emilie Beckmann, Clara Rybak-Andersen og Jeanette Ottesen tager kampen op i det olympiske bassin.

I alt er 8 danske kvinder en del af OL-holdet, men det tal kunne i teorien have været 11. Marina Heller Hansen, Amalie Søby Mortensen og Maj Howardsen var udset til at deltage i 4x200 meter holdkap, men i sidste øjeblik fik de at vide, at det alligevel ikke var tilfældet.

Vi ville elske at have haft dem med

Pernille Blume

Deres drøm om at konkurrere i Tokyo blev i stedet forvandlet til en ærgerlig skæbne hjemme i Danmark.

- Jeg forstår det (at de er kede af det, red.) 100 procent og føler med pigerne, og hvor hårdt det må være at gennemgå. Lige så meget medfølelse jeg har, og vi alle sammen har, for ingen har jo lyst til at stå i den situation, er der ikke så meget, man kan gøre ved det, fortæller Pernille Blume på nattens pressemøde.

Også Jeanette Ottesen, der står foran sit femte OL og deltog i en senere presseseance, begræder meldingen. Hun slår dog fast, at fokus er på det, der er foran hende.

- Vi kan hverken gøre fra eller til i forhold til, hvad der er sket. Der er ingen tvivl om, at jeg synes, det er ærgerligt, og jeg føler lidt med dem. Os, der er her, kan ikke rigtig gøre så meget. Vi prøver at fokusere på vores resultater, lyder det.

Manglede at bestå krav

Selvom de tre svømmere i midten af juni deltog i al den OL-forberedelse, man kan forestille sig, og hele tiden af Dansk Svømmeunion blev forsikret om, at pladserne i Tokyo var sikre, fik de i slutningen af samme måned besked på, at de ikke skulle afsted alligevel.

Svømmerne manglede at bestå en række af FINA's (Svømmeforbundets Verdensorganisation, red.) b-kravtider. Ifølge Dansk Svømmeunion var det ikke oplyst i den officielle invitation, unionen og Danmarks Idrætsforbund modtog.

- Det er en regel, FINA har, og vi kan godt diskutere, om den regel er god eller ej. Den giver heller ikke mening for os, og vi ville elske at have haft dem med. Det tror jeg, alle her har ønsket, og det er da super hårdt, tilføjer Pernille Blume, der efterfølgende bliver suppleret af sin landsmand Clara Rybak-Andersen:

- Vi kan godt sætte os ind, hvis det var os, der stod i situationen. Vi vil da være være der for dem, hvis de har brug for os. Men nu er vi her. Det er vigtigt at fokusere på, at nu skal vi svømme. Så må vi give den gas for dem, lyder det fra 4x100 meter holdmedley-svømmeren.

Pernille Blume vandt OL-guld i 2016 i 50 meter fri, som hun også deltager i dette år.

Stor utilfredshed

I en længere fælles udtalelse, som Marina Heller Hansen, Amalie Søby Mortensen og Maj Howardsen har sendt til TV 2 SPORT, giver de udtryk for deres utilfredshed over Dansk Svømmeunion.

De tre svømmere mener, at den glippede OL-deltagelse kunne have været undgået, ligesom unionen ikke skulle have blevet ved at fortælle dem, at alt var i skønneste orden, når det ikke var det. Især fordi svømmerne flere gange tilbød at stille op i de FINA-stævner, der potentielt kunne give dem de fornødne b-kravtider.

Direktøren for Dansk Svømmeunion, Merete Riisager, har oplyst til TV 2 SPORT, at der har været tale om en regel fra FINA's side, der altså ikke er blevet efterlevet, hvilket også er det, Pernille Blume og Clara Rybak-Andersen giver udtryk for.

De første svømmekonkurrencer ved OL bliver afholdt lørdag.