OL Tokyo 2020

Beckmann: - Jeg ryster. Helt vildt. Over det hele

Emilie Beckmanns første OL sluttede efter et enkelt heat i vandet. Alligevel var hun ét stort smil efter løbet, hvor en drøm var blevet indfriet.

At være OL-debutant er bare noget helt specielt.

Det fik den danske svømmer Emilie Beckmann at mærke lørdag i den japanske hovedstad, Tokyo, hvor hun ikke formåede at svømme sig videre til semifinalerne i 100 meter butterfly.

- Det var helt vildt fedt og kæmpestort at være derinde. Jeg prøvede virkelig bare at nyde det og være til stede. Altså, tiden var jo ikke, hvad jeg gerne ville ligge på, men jeg har det også sådan, at det har været en kæmpe oplevelse at komme ind i OL-byen. Det er noget, jeg aldrig har prøvet før, sagde Emilie Beckmann efter løbet.

Jeg skal ud og udleve min allerstørste drøm nogensinde, så jeg har bare at nyde det

Emilie Beckmann

Beckmanns tid på 58,84 sekunder rakte til en 22.-plads, hvor kun de 16 bedste gik videre. Derfor var hun ikke for alvor tæt på en plads i semifinalen.

"Jeg ryster. Helt vildt. Over det hele"

Alligevel var det smil og glæde, der fyldte efter løbet, selvom danskeren selvfølgelig havde håbet på mere. OL-nerverne havde hun egentlig styr på, om end hun godt kunne mærke betydningen.

I sin beskrivelse prøver hun at tage os med tilbage til sekunderne lige inden, heatet blev sat i gang.

- Jeg ryster. Helt vildt. Over det hele. Og jeg kan godt mærke det, men samtidig har jeg det også sådan, at jeg skal ud og udleve min allerstørste drøm nogensinde, så jeg har bare at nyde det.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, jeg havde elsket at være i den semifinale. Jeg føler egentlig også, at hvis jeg rammer mit topniveau, så burde jeg være med i en semifinale. Men OL er bare ikke VM eller EM. Det er noget helt andet og meget større. Og når de andre svømmere har fortalt mig om det fra deres oplevelser i Rio og London, så har jeg altid tænkt: "Ja ja, men det er jo bare et stævne". Men det er det ikke.

- Det kan ikke siges klart nok, at det ikke bare er svømmestævnet, men det er alt omkring det. Og der tror jeg, at en type som mig har brug for lidt mere rutine. Så er der nogen, der nailer den første gang, men jeg er glad for, at jeg kunne nyde det. Det kan godt være, jeg rystede på skamlen, men jeg rystede ikke hele vejen igennem, sagde Beckmann.

Heldigvis kun tre år til næste OL

Op til konkurrencen har hun heller ikke lagt skjul på, at OL i Tokyo mest af alt er for at lære og forberede sig optimalt på Paris i 2024.

- Jeg har haft så mange forestillinger om, hvad OL er. At få lov til at opleve det, det har været helt vildt stort. Nej, jeg er ikke tilfreds med det rent svømmemæssigt, men jeg er tilfreds med, hvordan jeg har håndteret situationen op til. Jeg føler, jeg har kunnet nyde at være her, sagde danskeren.

Undervejs i sit heat var hun godt med halvvejs, som hun har for vane, men på de sidste 50 meter formåede hun ikke at følge med konkurrenterne. Måske det ser anderledes ud tre år ude i fremtiden.

- Jeg blev simpelthen nødt til at køre det på rutinen. Ellers er der for mange nye faktorer, der spiller ind. Det bliver vitterligt bare at holde fast i det, der virker. Nogle gange virker det godt – andre gange knap så godt.

- Jeg er stærkest på det der speedwork, og så er det udholdenhed, jeg arbejder på. Heldigvis er der kun tre år til det næste OL.