OL Tokyo 2020

Dansker revser OL-vært efter diskvalifikation

Den danske svømmer Tobias Bjerg kritiserer forholdene ved OL i svømning, hvor der er blandt andet er for koldt i hallen.

Det blev ikke til den ønskede succes i bassinet for Tobias Bjerg, der er færdig ved OL.

Den 23-årige brystsvømmer blev efter sit heat diskvalificeret for at have brugt ulovlige benspark - såkaldte 'flyben'.

- Jeg hører ikke, at jeg laver for mange flyben – jeg hører også, at de kalder, at det var på bane 5. Det er så mig, der ender med at blive disket. Det ved jeg ikke lige hvorfor. Det, synes jeg, er lidt underligt. Jeg plejer ikke at gøre det. Jeg er aldrig blevet disket for det før. Så jeg kan ikke lige se hvorfor, siger han til TV 2 SPORT.

Tobias Bjerg sluttede som nummer seks i sit heat med tiden 1.00,26 minutter på 100 meter bryst-distancen, men han endte altså med at blive rykket ned som nummer otte i sit heat.

Diskvalifikationen kom dog ikke til at få afgørende betydning, da Tobias Bjergs tid ikke ville have bragt ham i finalen.

- Jeg har en rigtig god første 25’er (de første 25 meter, red.). Og så er det, som om at jeg så falder lidt af. Og ja, så efter vendingen kommer jeg bare ikke rigtig op i tempo og er langt bagefter det, jeg egentlig gerne vil. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne have gjort det bedre og ikke var blevet disket, siger han.

Revser svømmeomgivelser

Den danske svømmer er glad for at have deltaget ved et OL, men han påpeger dog nogle forhold, der ikke er gode nok for svømmerne i Tokyo Aquatics Centre.

- Så har de skruet temperaturen ekstremt meget ned derinde. Der er pisse koldt. Det er svært at holde sig varm. Jeg ved, at nogle af pigerne er i varmetøj, men det virker ikke, som om at det er nok heller, siger han.

Der er dog ikke kun temperaturen, der er en udfordring. Tobias Bjerg fortæller også, at han havde svært ved at forberede sig til sit heat, fordi der var forsinkelse på knap en halv time.

Der er ikke nok stole

Selvom det er ting, han har oplevet før, havde han forventet mere, fordi det er et OL.

- Der er ikke nok stole derinde. Der er for mange heats inde. Ikke at det virker uprofessionelt, for det er det også til et EM og et VM. Jeg føler bare, at der burde være mere styr på det her. Det er ligesom det ypperste af det ypperste, siger han.

Svømmekonkurrencerne fortsætter indtil den 6. august.