OL Tokyo 2020

Jeanette Ottesen forlænger sin karriere

Med Jeanette Ottesen som sidste svømmer kvalificerede den danske kvartet i 4 x 100 meter fri sig til finalen.

Svømmeren Jeanette Ottesens karriere fortsætter endnu et døgn, efter at den danske holdkap i 4 x 100 meter fri bookede en plads i søndagens OL-finale i Tokyo.

En kvartet bestående af Ottesen, Pernille Blume, Julie Kepp Jensen og Signe Bro bookede finalepladsen i syvendebedste tid.

Jeanette Ottesen havde på forhånd annonceret, at hun indstiller karrieren efter legene i Tokyo.

- Jeg er glad for, at jeg får en gang mere. Jeg får noget for pengene.

- Jeg skulle lige tage mig sammen. Jeg fik en smule tårer i øjnene, da jeg skulle ind, siger den 33-årige svømmer, der deltager ved sit femte OL.

Ottesen indrømmer, at hun i løbet af hele lørdagen har tænkt over, at det måske var hendes sidste løb på topplan.

- 100 procent. Sådan har jeg haft det hele dagen. Jeg har svært ved ikke at tænke på, at det måske var det sidste, siger hun.

Først fra start

I det første af to indledende heats kæmpede Danmark længe med om førstepladsen.

Blume leverede et fremragende udlæg, men blev overhalet af Sveriges Sarah Sjöström, inden Signe Bro tog over.

Bro førte danskerne tilbage på førstepladsen, inden det var Julie Kepp Jensens tur. Her lykkedes det både Sverige og Storbritannien at snige sig forbi det danske hold, inden Jeanette Ottesen skulle svømme sidste tur.

Den rutinerede svømmer, der deltager i sit femte OL, formåede at holde fast i tredjepladsen bag Storbritannien og USA, og tiden på 3 minutter og 35,56 sekunder viste sig at være nok til at nå finalen.

Medaljer i tankerne

Nu drømmer Ottesen om en medalje, selv om det kan blive rigtig svært.

- Vi slog den danske rekord med et sekund. Medaljerne går rigtig hurtigt. Men hende der har bevist, at alt kan ske i en OL-finale, og det kan det, siger hun og peger på Pernille Blume, der vandt guld i Rio i 50 meter fri.

Allerede søndag klokken 11:45 lokal tid, hvilket svarer til 04:45 dansk tid, skal den danske kvartet svømme finale. Dermed har de kun godt et halvt døgn til at blive klar.

- Jeg er vant til at stå tidligt op – jeg har en treårig. Og så er det ikke helt morgen, det er formiddag, siger Ottesen.

- Jeg glæder mig til at svømme en sidste gang. Jeg glæder mig til at fejre det, og jeg er virkelig klar til at lægge brillerne på hylden. Jeg bliver nok rimelig emotionel bagefter, siger hun.