OL Tokyo 2020

Rikke Møller Pedersens verdensrekord slået

Tatjana Schoenmaker slog Rikke Møller Pedersens otte år gamle verdensrekord, og det glæder danskeren.

0,16 sekunder.

Det er forskellen på sydafrikanske Tatjana Schoenmakers vindertid i fredagens OL-finale og Rikke Møller Pedersens nu tidligere verdensrekord fra 2013 i 200 meter bryst.

Allerede da jeg slog verdensrekorden, tænkte jeg: "Hvor bliver det vildt for den næste, der skal opleve det her"

Rikke Møller Pedersen

2 minutter og 18,95 sekunder brugte Schoenmaker, og rekorden blev slået, blot to dage inden den fyldte otte år.

Svømmepensionerede Rikke Møller Pedersen så løbet forskudt fredag morgen, da hun var stået op, og hun er mest af alt glad på sydafrikanerens vegne.

- Da jeg så løbet, og hvem der vandt, så følte jeg virkelig, at nu måtte rekorden gerne gå videre. Det er meget fortjent, og jeg er faktisk sikker på, at Tatjana kan svømme endnu hurtigere, siger Rikke Møller Pedersen.

- En følelsesmæssig eksplosion

Schoenmaker var helt tydeligt berørt og havde svært ved at fatte sin bedrift lige efter finalen, og den følelse kunne Møller Pedersen sætte sig ind i.

- Jeg blev så glad, da jeg så det. Allerede da jeg slog verdensrekorden, tænkte jeg: "Hvor bliver det vildt for den næste, der skal opleve det her". Det er en følelsesmæssig eksplosion, og man tør næsten ikke fatte det.

- Det er en enorm glæde og et skulderklap for så meget hård træning. Det er helt ufatteligt. Måske var det på nogle områder en lille fordel, at der ikke er tilskuere, men jeg ønskede virkelig for hende, at der var tusindvis af jublende fans lige i det øjeblik. Det havde hun fortjent.

Den tidligere topsvømmer har nydt rollen som verdensrekordholder, men hun har også hele tiden været klar over, at der var en udløbsdato.

- For hvert år, der gik, har jeg fejret det lidt. For det beviste jo, at det var vildt og en enestående præstation af mig dengang.

- Rekorden har været helt speciel for mig og min karriere - også efterfølgende - for jeg har ligesom følt, at jeg stadig var tilknyttet sporten, selv om jeg jo er stoppet.

Har mødt hende ganske kort

Både sportsligt og personligt er Schoenmaker en værdig arvtager af verdensrekorden, mener Møller Pedersen.

- Hun kom ind på den internationale scene, da jeg var ved at stoppe. Hun havde lidt en all in-attitude og har hele tiden forbedret sig siden.

- Hun får det bare til at se nemt ud. Det kan man kun gøre, hvis man har talent og flair for det tekniske. Når jeg ser hende og hendes statur, så kan jeg virkelig se, hvor meget hårdt arbejde der ligger bag. Jeg mødte hende kun ganske kort, inden jeg stoppede, men hun virkede umiddelbar, siger Møller Pedersen.

Møller Pedersen stoppede en 15 år lang karriere i 2019, men følger naturligvis OL tæt.

- Det er vildt fedt. Der er så mange debutanter, der lykkes ved det her OL. Det er i flere discipliner nogle helt andre end tidligere, der vinder. Man kan ikke forudse noget, og det er fedt. Der er ligesom rørt godt rundt i den suppedas af en klorbalje, som svømning er.

Møller Pedersen vandt i sin karriere i alt 24 medaljer ved enten langbane-EM, kortbane-EM eller -VM samt OL.