Svømning

Ottesen fortryder mobning af Lotte Friis: - Jeg undskylder af hele mit hjerte

TV 2 SPORT bringer her et uddrag af Jeanette Ottesens selvbiografi 'Fri'.

Jeanette Ottesen har oplevet mere end de fleste, men selv ikke i en historisk medaljerig karriere er alle oplevelser positive.

Hverken for Jeanette Ottesen eller hendes svømmekollegaer. Det fortæller hun i selvbiografien 'Fri', hvor hun reflekterer over sit liv i svømmesporten og blandt andet beskriver det på én gang ekstremt hårde og alt for kærlige træningsmiljø i detaljer.

- Der er flere eksempler på tilfælde, hvor der har været en form for intim kontakt mellem en træner og en svømmer. Nogle gange også ufrivilligt set med svømmerens øjne. Det har jeg selv oplevet, skriver Ottesen i sjette kapitel, som TV 2 SPORT her bringer et uddrag af.

Vi kommer ind i kapitlet, efter at Jeanette Ottesen har fortalt om et meget konkurrencepræget forhold til landsholdskollegaen Lotte Friis.

'Fri' udkommer 21. oktober på Gyldendal. Bogen er skrevet af Aleksandar Josevski.

Uddrag af kapitel seks: Venskaber i en våd verden

Der er én ting, jeg fortryder i forhold til Lotte Friis. Noget, som jeg gerne vil undskylde for, fordi det simpelthen hverken var eller er i orden. Det handler igen om den dynamik og det gruppepres, der er i en gruppe med unge fyre og kvinder, og som minder om den, der er i en skole, på et gymnasium eller på en arbejdsplads.

Lotte bliver i mange år mobbet. Og jeg er med til det. Det er en kontinuerlig og fast ting gennem nogle år, at hun bliver drillet af gruppen i NTC i Bellahøj. Jeg tror, at det starter med, at hun går i klasse med to NTC-svømmere, Mads Glæsner og Johan Peen, der ofte tager noget, som Lotte har gjort i skolen, med til svømmehallen, og som vi så kan grine ad.

Det er især fyrene, der er slemme, og de gør grin med Lotte både foran hende og bag om ryggen på hende. Det kan være noget med, at hun har en stor numse, at hun ikke vejer det, hun skal, at hun er tyk, måden, hun svømmer på, tøjet, hun går i, eller svømmebrillerne, hun svømmer med. Lotte får specialdesignet sine svømmebriller, som virkelig ser sjove ud og er decideret grimme. Eller også siger landstræner Paulus Wildeboer nogle ting til Lotte, som fyrene opfanger og bruger mod hende. Paulus kan være decideret ond mod Lotte i forhold til vægt, træning, udseende og svømning. Barnlige ting. Latterlige ting. Og de fleste af vi svømmere er med på den enten ved at bidrage med ondskabsfuldheder eller bare ved grine ad det. Ligesom jeg gør.

Lotte siger aldrig stop. Hun er et klassisk mobbeoffer, for hun gør det ikke nemt for sig selv. Hun lader det bare stå til, så hun efterhånden bliver en, man automatisk griner ad. Det bør ikke være sådan, og det er ikke fedt at sige, men sådan er det desværre. Lotte en speciel type, hun er en ‘fedtmule’, som mange gange kommer til at lave ufrivilligt sjove ting: typen, der skvatter, hver gang hun træder ind i en svømmehal, ‘Bambi på glatis’, som der bliver sagt om hende. Det er så dumt og meningsløst, at man skal udskammes og latterliggøres, fordi man ikke er som alle andre. Senere lærer jeg faktisk at holde af hendes lidt sjove måde at være på, og jeg kan stadigvæk finde på at grine ad hende. Men så gør jeg det åbenlyst foran hende og kalder hende ‘goofy’, så hun hører det og ser, at jeg griner. Og så plejer hun at give mig ret og grine.

Det bliver for meget for Lotte. Det sker, da vi er på træningslejr i Sierra Nevada i Spanien i foråret 2012. Det er ikke en specifik episode, som bliver den endelige dråbe, det er den kontinuerligt dårlige behandling, der bliver for meget for hende. Hun er ked af det og græder. Hun siger endelig fra, ikke direkte over for drengene, men over forlandstræner Paulus Wildeboer. Det er første gang, hun åbner op om det over for Paulus.

Vi indkaldes alle til et krisemøde, hvor vi får at vide, at det, der foregår, ikke er i orden, og at det skal stoppe øjeblikkeligt. Nogle af drengene får besked på at rejse sig op og sige undskyld til Lotte. Mads Glæsner er en af dem. Skideballen hjælper, omfanget af drillerier bliver mindre.

Jeg bør også rejse mig og sige undskyld. Det gør jeg ikke. Det er ikke, fordi jeg mobber hende, men jeg griner ad alle de jokes, de andre kommer med. Jeg står der, jeg hører på det, jeg ser det og griner bare med. Jeg er en del af det, for jeg siger ikke fra, hvilket også gør mig til en mobber. Det er en kujonagtig måde at opføre sig på, for det er så nemt at stå i baggrunden og være passiv, men alligevel være en del af det; ikke at tænke over, hvad det gør ved Lotte.

Jeg har det forfærdeligt med det. Jeg fortryder, at jeg var med i det, og at jeg ikke sagde noget. Hvorfor sagde jeg ikke fra? Jeg ved det ikke, men måske fordi jeg i forvejen ikke klikkede særlig godt med Lotte. Vi var simpelthen så forskellige, at jeg nærmest ikke kunne have noget med hende at gøre. Vi var og er stadig som nat og dag i alt lige fra personlighed og svømning til tøjstil og måden, vi gør tingene på. Rivaliseringen i forhold til medaljer og mesterskaber havde sikkert også en betydning. Måske fandt jeg også en måde at høre til gruppen på; for en gangs skyld var det ikke mig, der var outsideren, den udstødte. I det hele taget var det bare alt for nemt at lade sig rive med og ride med på bølgen af ondskabsfuldheder fra de andre, fordi man var ung og uerfaren og ikke kunne se konsekvenserne af sine handlinger – og af de handlinger, man ikke foretog.

I dag er jeg ambassadør for en antimobningorganisation, og jeg kan slet ikke tænke en værre tanke, end at min datter Billie-Mai bliver mobbet. Det foregår stadig mange steder, også i elitesport. Det skal bare stoppe, og der burde være mere fokus på mobning i idræt og i elitesportsmiljøer på tværs af sportsgrene. Jeg er blevet klogere og har lært, at det aldrig er for sent at undskylde.

Jeg kan ikke huske, om jeg har sagt undskyld til Lotte. Selv hvis jeg har, vil jeg gerne gentage det her:

"Undskyld, Lotte. Jeg fortryder hvert et grin og hvert et øjeblik, hvor du har følt, at jeg har været med til at mobbe. Det fortryder jeg, det er ikke ok, og jeg undskylder af hele mit hjerte."

Det er svært at se, hvad der er savl, og hvad der er klorvand. Rikke Møller Pedersen og Olaf Wildeboer, landstræner Paulus’ anden søn, klæber til hinanden i et hjørne af bassinet. De snaver hinanden i bund, og jeg mærker både en glæde og en irritation ved synet.

Det er dejligt, at de er så forelskede i hinanden, men at de nærmest skal æde hinanden før, under og efter træningen, er jeg træt af. Og jeg er ikke den eneste. Jeg finder ud af, at vi er mange, der er ved at brække os over det. Ikke over, at de er forelskede, men at de ikke kan styre sig under træningen. De forsvinder ned i et hjørne eller under vandet, sidder på hinanden eller står op ad hinanden. Vi er i et professionelt træningsmiljø, det er landsholdet, og mens nogle knokler røven ud af bukserne, er der et par, der træner deres kæbemuskler i stedet.

Vi er unge med hormoner i fuldt flor. Vores arbejdsplads er fyldt med stram, glinsende hud, spændte muskler og halvnøgne, våde kroppe. Vi kigger selvfølgelig på hinanden. Det kan simpelthen ikke undgås, at man bliver tiltrukket af hinanden, og mens Rikke bliver kæreste med Paulus’ ene søn, kaprer Pernille Blume trænerens anden søn, Aschwin.

Selv trænerne, som mærkværdigvis altid er mænd, har øje på de kvindelige svømmere. Der er flere eksempler på tilfælde, hvor der har været en form for intim kontakt mellem en træner og en svømmer. Nogle gange også ufrivilligt set med svømmerens øjne. Det har jeg selv oplevet. Jeg vælger dog at anonymisere træneren.

Jeg ryster. Græder. Jeg beslutter mig for at glemme det

Jeanette Ottesen

Det sker på en træningslejr, hvor jeg en dag bliver kaldt ind på trænerens værelse. Da jeg skal gå, tager han fat om mit ansigt og prøver at kysse mig på munden. På et splitsekund vender jeg hovedet, så hans kys lander på kinden. Jeg vrider mig løs af hans tag, flygter ud af hans værelse og ind på mit, lukker døren og smider mig på sengen.

Jeg ryster. Græder. Jeg beslutter mig for at glemme det. At skubbe det ud af min bevidsthed. Men jeg kan ikke holde spørgsmålene og selvbebrejdelserne nede: "Hvad skete der egentlig?", "Er der noget, jeg har misforstået, eller prøvede han virkelig at kysse mig?", "Er det bare noget, jeg bilder mig ind?" Måske forsøgte han bare at være venlig, måske ville han bare kindkysse mig, tænker jeg. Men nej, han tog jo med begge sine hænder om mine kinder og sigtede med sin mund mod mine læber. Det er sgu da ikke svært at mærke, at det ikke var ment som et venskabeligt eller et far-datter-kys.

Jeg skubber det væk og snakker ikke med nogen om det. Den pågældende træner gør ikke noget siden, og hverken han eller jeg nævner det nogensinde for hinanden.

Jeg tror, at jeg glemmer episoden, fordi en træners opmærksomhed – måske endda kærlighed – betyder meget for mig, om det så er verbalt eller fysisk. Men set i bakspejlet er det uforståeligt, at der ikke var nogen klokker, der ringede hos mig. Jeg ville ønske, at jeg havde sagt fra eller fortalt det videre til ansvarlige ledere. For det var så forkert, så forkert. Men både jeg og verden var et andet sted dengang i forhold til sådanne ting, i dag ville jeg aldrig acceptere det.

Svømmere kysser med svømmere. Og det gør jeg også. Men det sker oftest til de fester i udlandet, der altid finder sted efter mesterskaber som EM og VM, og hvor alle de deltagende svømmere fyrer den af. Jeg gør det aldrig, mens jeg er i et forhold, men mulighederne har været mange, for festerne er ret vilde. Vi svømmere er så seriøse og så professionelle i vores dagligdag, at når vi så endelig får lov til at give den gas, så sidder vi ikke bare og sipper lidt vin. Folk drikker sig i hegnet til de fester.

Det føles som en børnehave, fordi folk bliver pattestive. Og der er ikke mange på det danske landshold, som har fuldstændig rent mel i posen, inklusive mig selv. Men vi er dukse i forhold til svømmere fra Sydeuropa. De er fuldstændig vilde, og det er lige meget, om de er gift eller single. Franskmændene er nogle svin, italienerne er nogle svin, og spanierne er nogle svin. Og kvinderne er lige så slemme som mændene, måske endda slemmere – de er bare bedre til at skjule det.

I forhold til dem er vi danskere trods alt lidt mere rolige, men der har altid været noget imellem de danske, de svenske og de norske svømmere. Vi kommer godt ud af det med hinanden, og jeg har da været sammen med både svenskere og nordmænd. Især én tænker jeg på, Alexander Dale Oen, som jeg kysser med i starten af min karriere. Jeg møder ham siden hen ved forskellige stævner, og han vinder guld ved samme VM, hvor jeg vinder guld i 2011. I 2012, lige inden OL, dør han. 26 år gammel. Han er på træningslejr i Flagstaff med det norske landshold og dør af et hjertestop i badet. Det er så tragisk og uretfærdigt. Han var en fantastisk person og så skidesød.

Over stregen

Lotte Friis ønskede ikke at kommentere uddraget, da det blev udgivet. Dagen efter har hun sagt, at hun er ked af, hvad der står i Jeanette Ottesens bog. Læs hele hendes reaktion her.

TV 2 SPORT har bedt Dansk Svømmeunion forholde sig til Jeanette Ottesens fortælling om intim kontakt mellem svømmere og trænere. Direktør Merete Riisager har sendt dette svar:

- At sportsudøvere og jævnaldrende finder sammen på kryds og tværs og danner par inden for idrætten er naturligt. Der bruges mange timer til træning, og der vil derfor opstå kærlighedsrelationer. Det, synes jeg ikke, man skal mistænkeliggøre.

- Hvis det er korrekt, at en træner har forsøgt at kysse Jeanette, er det klart at gå over stregen. Trænere har en professionel relation til svømmerne, og den bør man holde sig til. Om man dengang har set en sådan handling med andre øjne, end man gør i dag, ved jeg ikke, men det kan man sagtens forestille sig.

- Jeanette har svømmet i en periode, hvor der vitterligt har været meget at kritisere på trænersiden, men jeg finder det unødvendigt at hænge svømmekammerater ud. Alle, der svømmede i perioden 2003-2013, har været en del af et miljø, der var hårdt at være i for en del svømmere. Men det, der skete dengang, var trænernes og unionens ansvar – ikke svømmernes.