Svømning

Friis er ked af Ottesens afsløringer: - Vil for altid ligge på internettet

I Jeanette Ottesens selvbiografi 'Fri' beskriver hun i detaljer, hvordan hun var med til at mobbe landsholdskollegaen Lotte Friis.

- Jeg sidder og føler mig enormt blottet og sat til skue.

Mandag aften medvirkede den tidligere topsvømmer Lotte Friis i TV 2-programmet 'Go' Aften Live', efter hun i weekenden ufrivilligt blev genstand for stor opmærksomhed fra offentligheden.

Det skete, da TV 2 SPORT søndag bragte et uddrag af et kapitel fra Jeanette Ottesens selvbiografi 'Fri', hvor det fremgår, at der blandt de danske elitesvømmere i en årrække eksisterede en mobbekultur, og at det i særdeleshed gik ud over Lotte Friis:

- Lotte bliver i mange år mobbet. Og jeg er med til det. Det er en kontinuerlig og fast ting gennem nogle år, at hun bliver drillet af gruppen i NTC (Det Nationale Træningscenter) i Bellahøj.

I det pågældende kapitel skriver Jeanette Ottesen, at hun selv deltog i mobningen, mens hun også kommer med eksempler på, hvordan det foregik.

- Det kan være noget med, at hun har en stor numse, at hun ikke vejer det, hun skal, at hun er tyk, måden, hun svømmer på, tøjet, hun går i, eller svømmebrillerne, hun svømmer med. Lotte får specialdesignet sine svømmebriller, som virkelig ser sjove ud og er decideret grimme, skriver hun blandt andet.

Baggrunden for at skrive om mobningen af Lotte Friis er, at Jeanette Ottesen ønsker at undskylde for sin opførsel, og at det samtidig skal være med til at sætte fokus på mobning i elitesport.

Hvorfor skal min historie fortælles uden min accept?

Til TV 2 fortæller Lotte Friis, at hun i sidste uge blev ringet op af Jeanette Ottesen, der gav en personlig undskyldning og forklarede, at der også i bogen ville være en undskyldning.

Men det var ikke alt, der blev fortalt, og derfor føler hun sig ført bag lyset.

- Hun fortalte mig dog ikke, at det her forløb ville blive så nøje genfortalt, og så nøje detaljer ville blive fremhævet på den måde, som det er blevet.

- Jeg er uforstående over for, hvorfor min historie skal fortælles, uden jeg har accepteret det eller kommet med inputs til det.

- Min historie bliver på den måde fortalt gennem en andens erindringer og opfattelser omkring de her situationer, siger Lotte Friis, der som aktiv svømmer flere gange vandt guld ved både VM og EM, mens det blev til en bronzemedalje ved OL i 2008.

I 'Go' Aften Live' fortæller Jeanette Ottesen, at hun har beskrevet forløbet i detaljer for at gøre opmærksom på, at der i kulturen blandt de danske elitesvømmere var "mange ting, der var forkerte", og at "intet af det var okay". Hun er dog ikke enig i, at det udelukkende er Lotte Friis' historie, der bliver fortalt.

- Jeg vil sige, at da jeg besluttede mig for at lave en selvbiografi, besluttede jeg mig for, at jeg ville være bundærlig, og det har jeg været. Når jeg beskriver en situation, er det også min historie. Jeg føler ikke, jeg går ind og tager Lottes historie og fortæller hendes historie, siger Jeanette Ottesen.

"Jeg håber, hun vil fortælle, hvordan hun har oplevet det"

Lotte Friis har ikke ønsket at kommentere de konkrete episoder, der bliver beskrevet i bogen, men Jeanette Ottesen har et håb om, at det vil ske på et tidspunkt.

- Jeg håber en dag, at hun vil fortælle, hvordan hun har oplevet det. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at vide helt bundærligt, hvordan hun oplevede det, for jeg oplevede det helt forfærdeligt. Jeg fortryder rigtig meget de ting, der skete dengang.

Lotte Friis skriver i et opslag på Instagram, at hun "har respekt for Jeanette Ottesens kamp mod mobning, og hvor vigtigt det er at undskylde over for de enkelte ofre".

Men hun havde ønsket, at Jeanette Ottesen havde beskrevet forløbet og episoderne uden at nævne Lotte Friis' navn.

- Det, der også går mig rigtig meget på, er, at den her historie vil for altid ligge på internettet, så mine kommende børn og alle for altid vil kunne læse om mobbeofferet Lotte, siger den tidligere svømmer, der i 2019 blev optaget i sportens Hall of Fame.