Svømning

Dansk svømmestjerne er klar til semifinale ved VM

Rikke Møller Pedersen klarede sig mandag formiddag videre til semifinalen i 100 meter bryst ved VM.

Den danske svømmer Rikke Møller Pedersen kvalificerede sig mandag formiddag til aftenens semifinale i 100 meter bryst ved VM på langbane i Budapest.

Danskeren svømmede det indledende heat i tiden 1 minut og 07,39 sekunder, og det var 14. bedste tid.

Rikke Møller Pedersens favoritdisciplin er 200 meter bryst, hvor hun har verdensrekorden, men hun tror stadig, hun har mere at give af på de 100 meter.

- Det var smaddergodt at komme i vandet. Det føltes godt, siger svømmeren til TV 2 SPORT.

- Jeg tænker, jeg har mere at give af, men jeg skal bare have det ud. Jeg ved, jeg er god til det, men jeg skal finde ud af at få det sidste med.

- Jeg havde det overraskende godt dernede. Jeg var spændt, men rolig. Måske det er den nye version af at være klar for mig, siger hun.

Rikke Møller Pedersen har forud for VM forsøgt sig med en ny tilgang til sin svømning. Det går blandt andet ud på, at hun vil forsøge at nyde oplevelsen noget mere.

Den nye tilgang kommer til udtryk i forhold til hendes forhåbninger om at svømme sig i finalen i 100 meter bryst.

- Jeg vil bare nyde at være i det lige nu. Jeg vil gøre alt for at nå i finalen, men kommer jeg ikke det, så vil jeg også have lov at nyde, at jeg kom i semifinalen. Er det godt nok, så er det godt nok (til en finaleplads, red.).

Anders Lie Nielsen var også i aktion mandag formiddag, men han klarede ikke cuttet til at komme i semifinalen i mændenes 200 meter fri.

Han svømmede i tiden 1 minut og 48,14 sekunder.